To milliarder mennesker er for fede

FEDME – Over to milliarder verdensborgere er for tunge på vægten. Antallet fortsætter med at stige.

Fedt nok: Over halvdelen af de overvægtige og fede mennesker bor i kun ti lande. Foto: CC BY wikimedia

I de seneste godt 20 år er antallet af overvægtige børn steget med næsten 50 procent, således at 22 procent af piger og 24 procent af drenge i veludviklede lande vejer alt for meget. I fattige lande drejer det sig om 13 procent.

I rige lande er mænd de mest overvægtige og i fattige er det kvinderne. For mænd er antallet steget fra 29 til 37 og blandt kvinder fra 30 til 38 procent.

Rammer alle
Fedme-epidemien rammer både rige og fattige lande med stor vægt på sundhed og offentlige udgifter til behandling af følgesygdomme. Overvægtige børn får senere i livet højere risiko for hjerte-kar sygdomme, diabetes og cancer.

Mere end halvdelen af de overvægtige bor i ti lande: USA, Kina, Rusland, Mexico, Brasilien, Egypten, Tyskland, Pakistan og Indonesien. USA slår rekorden med 13 procent af verdens totale overvægtige befolkning.

The Institute for Health Metrics and Evaluation (IHME) ved University of Washington i Seattle har pløjet sig gennem data fra 1980 til 2013 fra 188 lande. Deres analyse udkommer i tidsskriftet The Lancet i dag og omtales her på HealthDay.

Dan Larsen er redaktør af Verdensnyt og har arbejdet som journalist med internationale forhold siden 1976. OrganicToday.dk har et journalistisk samarbejde med Verdensnyt.dk

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: