Tjek om øko-grisene har krølle på halen

ØKOLOGI – I dag søndag 21. maj inviterer økologiske svinebønder til den årlige Sofari. Besøg en gård og tjek selv om de glade økologiske grise har krølle på halen.

De økologiske grise får lov til at mudderbade og rode i jorden under åben himmel. I dag søndag inviterer 14 økologiske svinebønder på gårdbesøg, så du selv kan tjekke om øko-grisene har krølle på halen. Foto: Økologisk Landsforening

I dag søndag 21. maj inviterer 14 økologiske svinebønder til den årlige Sofari, hvor man kan komme ud og hilse på glade økologiske grise med krølle på halen.

Sofari er afholdes fra klokken 10 til 14, og det er gratis at deltage.

Bag Sofari står økologiske svineproducenter, der leverer deres grise til de tre slagterier Friland, Tican og Organic Pork.

På Sofari-dagen får du lejlighed til at se og opleve det økologiske griseliv og få mere at vide om, hvad der netop kendetegner den økologiske svineproduktion.

Det er Foreningen Fremme af Økologisk Kvalitets Svinekød (FØKS), der står bag SOFARI.

FØKS er en flok økologiske svineproducenter, der brænder for at vise dig og din familie det økologiske griseliv. De glæder sig til at give dig et indblik i dyrevelfærden og de mange andre kvaliteter, der ligger i den økologiske svineproduktion.

Besøgsgårdene er forskellige, og der vil på dagen være forskellige aktiviteter som rundvisninger, aktiviteter for børn og voksne, konkurrencer og mulighed for at få lidt at spise.

Salget er steget 28 procent
Salget af økologiske koteletter og andet svinekød fortsætter med at stige. Alene fra 2015 til 2016 er salget af økologisk svinekød steget med 28 procent, viser tal fra Danmarks Statistik. Tallene omfatter dog kun det kød, der sælges i supermarkederne. Hertil kommer det kød, som sælges til storkøkkener, restauranter og via gårdbutikker, stalddørssalg og gennem abonnementsordninger.

Hanne Børsch, der er projektleder for Sofari, forventer, at salget af økologisk svinekød fortsætter med at stige i de kommende år.

- Både på grund af et større udvalg af udskæringer i butikkerne, og fordi der helt grundlæggende er kommet en større produktion af økologiske grise, siger hun.

Randi Vinfeldt, der er formand for kredsen af svinebønder, der står for Sofari, finder det utroligt glædeligt, at danskerne i stigende grad køber økologisk svinekød.

- De er således med til at sikre, at flere grise får et liv, hvor de kommer ud under åben himmel, og hvor de har god plads og masser af halm at boltre sig i. Danskerne gør en stor forskel for dyrene, når de vælger økologi, og derfor inviterer vi dem ud på vores gårde, så de med egne øjne kan se, hvad de får for pengene, siger hun.

FAKTA om økologiske grise:

  • En økologisk so skal bo i en hytte på en mark, når den føder sine unger; de små pattegrise.
  • På marken kan dyrene rode i jorden og bade i mudder på naturlig grisemanér.
  • Slagtegrise har ekstra god plads, strøelse og altid adgang til udeareal i form af en løbegård.
  • Sofari arrangeres af FØKS i samarbejde med Landbrug & Fødevarer, Friland A/S og Økologisk Landsforening.

Læs mere om aktiviteterne på gårdene og se, hvilke gårde, der inviterer til Sofari på: www.sofari.dk.

 

Dine børn vil elske at opleve dyrene på marken og se de små nysgerrige grise, der spurter rundt og har plads til at udfolde deres naturlige adfærd. Foto: Sofari

 

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: