Vælg fuldkorn, spis mere fisk og spis mad med mindre salt.
Sådan lyder det klare budskab i tre af de ti kostråd, som skal hjælpe os til at få sundere kostvaner.
Kostrådene fra 2005 har været igennem en grundig revidering. Enkelte af de gamle er justeret, og to ny er kommet til. Trods rådenes enkle fremtoning er det et stort maskineri, som sættes i gang, når danskerne skal guides i, hvordan de kan leve lidt sundere.
Bag de nye 10 kostråd står Fødevarestyrelsen. Styrelsen har hentet solid videnskabelig rygdækning hos ledende danske forskere i sundhed, kost og ernæring og store skandinaviske og internationale forskningsarbejder. Den videnskabelige gennemgang er håndteret af DTU Fødevareinstituttet.
- For Fødevarestyrelsen har det været altafgørende, at vi har et optimalt videnskabeligt fundament i ryggen, når vi skal kommunikere kost og sundhed til danskerne. Bag hvert eneste råd ligger timevis af intens videnskabelig forskning og et stort antal faglige diskussioner. Det har været en udfordrende, lærerig og interessant proces at følge, hvordan komplekse faglige områder forvandler sig til enkle og pædagogiske kostråd, siger Trine Grønlund, projektleder i Fødevarestyrelsen.