Vi bringer et uddrag fra talen:
- Danmark er et fantastisk land. Tænk bare på en helt dagligdags ting som at drikke et glas vand. Man åbner for hanen. Det klukker i glasset. Det dufter af… ja ikke af noget specielt, bare rent. Og det smager af vand.
Mange andre steder i verden lugter postevandet af de spandevis af kemikalier, det er renset med. Det smager af klor. Og folk slæber tunge flasker med vand hjem fra supermarkedet.
I Danmark har vi gennem hundreder af år passet så godt på vores grundvand, at vi kan drikke det, som det er. Det skal vi også meget gerne kunne de næste mange hundrede år. Danmark er et af de få vestlige lande, hvor man kan drikke grundvandet i hele landet.
Men der er et problem. Gennem de seneste ti år er brugen af sprøjtegifte bare steget og steget. Vandboringer bliver lukket.
Den tidligere regering lovede at gøre noget ved problemet. Men de gjorde langt fra nok.
Det gør den nuværende regering så.
Vi har skruet afgiften på sprøjtemidler sammen på en ny måde. De midler, der belaster miljøet mest, bliver markant dyrere. De midler, der belaster miljøet mindre, bliver billigere.
Og som det næste skridt vil vi give højere bøder til dem, der bruger ulovlige sprøjtemidler. Vi vil trække penge fra deres landbrugsstøtte. Ja, vi er klar til at tage retten til at bruge sprøjtemidler fra dem.
Vores børn, børnebørn og oldebørn skal også have frisk vand fra hanen.