Sådan siger Niels Erik Nilsson, der er formand for Thise Mejeri. Han driver et økologisk kvægbrug syd for Herning og er en af de i alt 82 andelshavere, der leverer økologisk mælk til mejeriet på Salling.
Forleden kom det frem, at en af de 82 andelshaverne havde fået besked på at opgive økologien, lægge tilbage til konventionel drift og i stedet begynde at levere mælk til Arla Foods, som betaler bedre.
Forskellen er ganske vist kun tyve øre pr. liter mælk. Og det lyder måske ikke af meget, hvis man køber tre liter mælk på tilbud. Men for den pågældende landmand, der leverer 2,5 millioner liter mælk, svarer det til en halv million kroner årligt.
Niels Erik Nilsson erkender, at prisforskellen er alt for stor. Når mejeriet ikke kan betale mere, skyldes det efterdønninger fra finanskrisen, som barberede tocifrede årlige vækstrater ned til næsten ingenting.
- Kort fortalt skyldes problemerne, at vi tog for mange nye andelshavere og for meget mælk ind i 2008. Indtil da havde vi år efter år oplevet årlige vækstrater på 20-40 procent, men da finanskrisen satte ind, stilnede væksten af med det resultat, at vi nu har et overskud, som vi må afsætte til mere beskedne priser.
Hvad vil du sige til andre andelshavere, som måske også er urolige for deres økonomiske fremtid?
- Jeg vil opfordre dem til at slå koldt vand i blodet. Vi skal produktudvikle, effektivisere produktionen og sælge mere på eksportmarkedet. Og det går faktisk ikke så dårligt. Vi er i fuld gang. Det kræver et langt sejt træk. Men som jeg ser det, er mulighederne større end udfordringerne, lyder vurderingen fra Thise Mejeris formand.