Sydafrika mister stadig næsten tre næsehorn om dagen på grund af krybskytteri. Helt præcist blev der i 2016 dræbt 1.054 næsehorn af krybskytter.
Det viser en opgørelse fra det sydafrikanske miljøministerium, der blev offentliggjort i dag.
Et lille fald i forhold til 2015, hvor der blev dræbt 1.175 næsehorn. I 2014 lå antallet af krybskytter-dræbte næsehorn i Sydafrika på 1.215.
- Der dræbes stadig alt for mange næsehorn i det sydlige Afrika. Det er helt uacceptabelt, siger Bo Normander, WWF Verdensnaturfondens wildlife-ekspert.
Sæt en stopper for illegal handel
Ifølge ham er krybskytterne blevet mere organiserede og tungere bevæbnet.
Det er nemlig en særdeles indbringende forretning at sælge næsehornenes eftertragtede horn på det asiatiske marked, hvor man fejlagtigt tror, at næsehornspulver har en helbredende effekt.
- Der må sættes en stopper for den illegale handel, der er en trussel mod næsehornet, mener han.
Margaret Kinnard, der står i spidsen for WWF Internationals wildlife-sektion mener også, at man skal sætte ind mod efterspørgslen.
- Vi kan ikke vinde kampen mod krybskytteri uden at slå ned på efterspørgslen på horn fra næsehorn, siger hun.
- Ud over den nationale indsats mod krybskytteri, må vi kræve hårdere straffe og en mere effektiv retsforfølgelse af de mennesker, der er involveret i handel med og brug af horn fra næsehorn. Det gælder helt særligt i Vietnam, siger Margaret Kinnard.
Kun 25.000 tilbage
Hun peger på, at korruption fortsat hæmmer indsatsen mod krybskytteriet og handlen med horn fra næsehorn på alle niveauer.
Antallet af afrikanske næsehorn er faldet fra over en million individer i begyndelsen af 1900-tallet, og i dag er der blot 25.000 tilbage.
Sydafrika, Namibia og Zimbabwe er tilsammen hjemsted for næsten 95 procent af alle afrikanske næsehorn.
Læs hele rapporten fra South African Department of Environmental Affairs