Markant mindre antibiotika i svinestaldene, forskning og en stor international konference. Sådan er indholdet i en trepunktsplan, som Videncenter for Svineproduktion håber kan stoppe spredningen af den resistente svinebakterie, MRSA CC398.
Andelen af svinebedrifter, der er MRSA-positive, stiger voldsomt. Undersøgelser peger på, at op mod 70 procent af de danske svinebedrifter har resistente stafylokokker inden for stalddørene.
Nu vil Videncenter for Svineproduktion, der hører under Landbrug & Fødevarer forsøge at begrænse smittespredningen og lover samtidig at nedsætte forbruget af antibiotika.
Vil kan tage ansvar
- Vi kan ikke fjerne MRSA ved at nedsætte antibiotikaforbruget, men vi kan allerede nu tage ansvar for fremtidens resistensproblematikker og forhåbentlig på den måde være med til at vise vejen for andre lande med et væsentligt større forbrug end Danmark, siger Claus Fertin, direktør i Videncenter for Svineproduktion.
Ifølge ham har svineproducenterne reduceret deres forbrug af antibiotika med ti procent siden 2010 og vil skære yderligere ti procent de næste fem år.
- Vi har for to måneder siden besluttet, at vi i løbet af det næste år vil halvere brugen af stoffet tetracyklin, og denne plan er en opfølgning på dette markante tiltag, siger Claus Fertin i en pressemeddelelse.
Selv tvivler dog stærkt på, at MRSA overhovedet kan slås ned.
- Vi kommer ikke MRSA til livs med et snuptag, og faktisk tror jeg ikke på, at MRSA kan udryddes i Danmark, så længe vi lever i en verden, hvor dyr, mennesker og varer krydser mange landegrænser. Men vi skal gøre, hvad der er muligt for at isolere MRSA CC398 til svineproduktionen og selvfølgelig nedsætte forekomsten, siger direktør Claus Fertin.
Henrik Westh, leder MRSA Videncenter på Hvidovre Hospital mener, at svineproducenternes burde have sat sig et højere mål.
- Jeg mener, at det er et meget let mål at sætte sig. Bønderne bruger så meget antibiotika, at der er meget at give af. Hvis de nu have sagt, at de ville halvere det, så havde det begyndt at ligne noget, siger Henrik Westh til DR Nyheder.
Svineproducenter bruger næsten dobbelt så meget antibiotia til deres syge svin, som der bliver brugt til at behandle mennesker.
I 2013 blev der brugt 91 tons antibiotika til ca. 30 millioner svin, mens Danmarks befolkning tilsammen brugte 51,5 tons.
Inviterer til international konference
Videncenteret under Landbrug & Fødevarer vil i løbet af foråret invitere til en stor international konference, hvor forskere, læger, dyrlæger og andre relevante kapaciteter skal udveksle erfaringer og forhåbentlig finde ny inspiration til at bekæmpe resistente bakterier.
- Der er ingen, der hellere vil komme disse bakterier til livs, end danske svineproducenter. Men vi løser ikke problemerne alene i Danmark. Derfor er det internationale perspektiv helt afgørende for succes. Her vil jeg gerne opfordre vores fødevareminister til at presse på i EU for at sætte resistensproblematikken på dagsordenen. Også i de lande hvor resistente bakterier ikke er højt på den politiske dagsorden, siger direktør Claus Fertin.
I Danmark er cirka to procent af stafylokokkerne resistente over for de mest almindelige antibiotika. I Sydeuropa er det i flere lande 25 procent og mange steder er tallet endnu højere. Det gælder blandt andet i Asien.
I løbet af de seneste to år er fem personer døde af MRSA CC398.