Socialdemokraten Hans Hoff lægger nu pres på den svenske minister for landdistrikter for at beskytte svenske forbrugere mod dansk svinekød, som flere og flere svenskere går i en stor bue uden om, efter at det er kommet frem, at fire danskere indtil nu har mistet livet siden 2012 som følge af infektioner af antibiotika-resistente MRSA-bakterier.
- Svenske forbrugere skal beskyttes, siger Hoff til den svenske avis Aftonbladet.
Ni ud af ti danske svin bærer rundt på de resistente bakterier MRSA, og sagen har vakt internationel opsigt. Sagen vokser dag for dag i de svenske medier. Også den britiske avis Daily News skriver i dagen om sagen.
- Det har ikke været kendt tidligere, at sygdommen kan påvirke mennesker, selvom de ikke har været i direkte kontakt med svin, siger den svenske S-politiker til Aftonbladet.
Danske svineproducenter bruger store mængder antibiotika, ofte som forebyggende middel, mens syge grise i Sverige skal behandles individuelt af en dyrlæge.
Ingen af de fire mennesker i Danmark, der indtil videre har mistet livet på grund af MRSA, har haft direkte kontakt med landbrug eller svin. Der er derfor god grund til at frygte, at bakterier smitter uden for de hermetisk lukkede danske svinestalde.