Svanholm får grønt lys til skovlandbrug

ØKOLOGI – Frederikssund Kommune har givet grønt lys til, at det økologiske storkollektiv Svanholm kan etablere Danmarks første skovlandbrug.

Svanholm blev etableret som storkollektiv i 1978 og var et af de første større landbrug, som blev omlagt til økologisk drift. Foto: Svanholm

Frederikssund Kommune har godkendt planerne om at etablere et skovlandbrug med den højst tænkelige grad af bæredygtighed på storkollektivet Svanholms jorde, skriver Information.

Dermed får Danmark det første eksperiment – i større skala – med at etablere en landbrugsbedrift, der i enhver henseende baserer sig på stedets ressourcer og lukkede kredsløb og dermed er aktivt klimaforbedrende og har et økologisk fodaftryk pr. deltager, der er langt mindre end i det øvrige Danmark.

Skovlandbruget på 11 hektar skal foregå i flere etager og dermed blive højproduktivt. Nederst bunddækkende planter og flerårige grøntsager, i næste lag buske med blandt andet bær, derudover mindre træer med æbler, pærer, hasselnødder etc. og i øverste lag store træer af blandt andet ægte kastanje og valnød.

De mange flerårige planter og fraværet af pløjning betyder, at bedriften bliver aktivt kulstof-lagrenede og dermed både forbedrer jorden og trækker CO2 ud af atmosfæren, skriver Information.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: