Svært første år i London for Whole Foods

ØKOLOGI – Verdens største øko-kæde kæmper for at få fodfæste på det europæiske marked.

Whole Foods opkøbte sidste år sin nærmeste konkurrent, Wild Oats, og har nu 270 supermarkeder. Foto: Whole Foods

Hundredevis af kunder stod i kø langt ud på fortovet for at være blandt de første, da verdens største økologiske butikskæde, Whole Foods, åbnede sit første kæmpestore varehus i tre etager midt på en af Londons fashionable strøggader.

Men allerede få måneder senere, da jeg besøgte varehuset, var interessen kølet af, og i dag, et år senere, er det ikke svært at komme til. Heller ikke ved de mere end 30 kasseapparater er der trængsel at spore.

Onde tunger vil vide, at der er flere ansatte end kunder i butikken, og britiske detailhandelseksperter frygter, at Whole Foods har undervurderet det britiske dagligvaremarked, der er præget af benhård konkurrence.

Whole Foods kan ganske vist fremvise et imponerende udbud af de mest lækre og eksotiske økologiske fødevarer, det er til at opdrive, men kunderne får også lov til at betale, hvad det koster. Priserne er skyhøje, og selv om Whole Foods i Kensington High Street tiltrækker hundredevis af turister og andre nysgerrige, kommer der for få varer forbi kasseapparaterne.

Skyhøje priser
Med jævne mellemrum foretager de britiske medier prissammenligninger, og hver gang ligger Whole Foods helt i top. Den seneste, der er offentliggjort i London-avisen Evening Standard, viser, at en almindelig tunsalat fra butikkens take-away afdeling koster fire gange så meget som i den nærmeste Tesco-butik og fem gange så meget som i Whole Foods egne butikker i New York.

Det store varehus i London var på forhånd udset til at være koncernens brohoved til det europæiske marked. Yderligere 40 supermarkeder var det planen at udvide med i England, lod Whole Foods forstå, men indtil videre er planerne stillet i bero. I det forløbne år er der ikke åbnet nye Whole Foods-butikker i England, mens ekspansionen fortsætter i hjemlandet USA.

Ikke nogen trussel mod britiske kæder
Natalie Berg, som er analytiker og detailhandelsekspert ved Planet Retail, mener, at Whole Foods får det svært på det britiske marked og reelt ikke udgør nogen trussel mod de store kæder som Tesco, Sainsbury’s og Waitrose.

- Whole Foods har haft succes med at blive et trækplaster for turister i London, men kædens overordnede indflydelse på det britiske dagligvaremarked har været minimal, siger hun til Evening Standards This Is Money.

Whole Foods britiske topchef, Rick Bonin, holder fast i, at varehuset i London er en succes. Han har for nylig sagt, at salget siden sidste efterår er steget 10-20 procent.

Whole Foods opkøbte sidste år sin nærmeste konkurrent, Wild Oats, og har nu 270 supermarkeder. Whole Foods er verdens størse øko-kæde og planer om at udvide med yderligere 89 butikker i de kommende  måneder.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: