Sustain Daily vil lave trykt magasin

MEDIER – Unge kvinder fra Nørrebro står bag webmagasinet Sustain Daily. Nu vil de samle de bedste artikler i et lækkert trykt magasin. Det handler ikke om, hvad vi gjorde forkert i går, men hvad vi kan gøre rigtigt i morgen, siger Johanne Stenstrup, der er en af initiativtagerne.

Skribenterne bag Sustain Daily skriver med udgangspunkt i egne erfaringer og idéer. Nu udsender de for første gang et magasin om grøn livsstil på tryk. Foto: Sustain Daily

En flok unge kvinder fra Nørrebro i København står bag det grønne webmagasin Sustain Daily. Her skriver de ud fra personlige erfaringer og interesser om mad, mode, genbrug og bæredygtig livsstil.

Nu vil de samle de bedste artikler og tips i et trykt magasin på 136 sider, der udkommer sidst i april. Foreløbig har de samlet 50.000 kroner sammen, der skal dække omkostninger til trykning, forsendelse m.v.

- I udgangspunktet havde vi hver vores blog og fandt ud af, at vi gerne ville lave noget sammen. Emma skrev om mad, og jeg skrev om tøj og mode  med udgangspunkt i vores fælles interesse for en mere bæredygtig verden. Vi er ikke eksperter, men skriver ud fra vores egne personlige erfaringer, idéer og eksperimenter, fortæller Johanne Stenstrup.

Hun siger, at skribenter selv er super begejstrede for Sustain Yarly og er »helt forelskede i idéen om bæredygtig livsstil på tryk«.

Sammen med Emma Slebsager og Ditte Rosenkvist stiftede hun Sustain Daily i efteråret 2015 og har siden blogget med udgangspunkt i sin egen personlige blog, BedreMode.nu.

Grøn vinkel på tilværelsen
- Sustain Daily skal være et sted, hvor man kan få en grøn vinkel på tilværelsen. Vi tager dig i hånden og viser, hvordan vi selv gør. Men der er ikke kun én rigtig løsning. Vi præsenterer en palette af muligheder – en buffet af indgangsvinkler til det grønne og liv. Og det er OK, hvis du aldrig når til den anden ende af buffeten, bare du begynder et sted, forklarer Johanne Stenstrup.

Det nye magasin har crowfundet næsten 50.000 kroner, som skal dække trykning, layout og forsendelse. Men der er fire dage endnu, så du kan stadig nå at give et bidrag på boomerang.dk og dermed på forhånd sikre dig et eller flere eksemplarer af magasinet, der bliver på 136 sider i lækkert layout og for eksempel kan bruges som veninde- eller værtindegave.

Johanne Stenstrup: Vi tager et skridt ad gangen. Det handler ikke om, hvad vi gjorde forkert i går, men hvad vi kan gøre rigtigt i morgen. Foto: BedreMode.nu

De bedste artikler
Indholdet i bladet bliver de bedste artikler fra første årgang af webmagasinet plus en indføring i selve begrebet bæredygtighed og hvorfor, det er vigtigt at tænke bæredygtighed ind i hverdagen.

Læserne får  blandt andet ti opskrifter på vegetarisk mad og en guide til sommerens loppemarkeder og hvordan man laver affald og sparer på ressourcerne, ligesom en af artiklerne vil dykke ned i zero-waste fænomenet.

Et skridt ad gangen
Men der bliver ingen løftede pegefingre eller docerende artikler, lover redaktøren.

- Vi går ind for, at man tager et skridt ad gangen, og man skal starte der, hvor det er sjovest. Vi vil gerne vise, at det både kan være sjovt og lækkert at leve grønt, siger Johanne Stenstrup.

Efter hendes mening kommer man ingen vegne, hvis man skal slæbe rundt på en konstant dårlig samvittighed, fordi man træder uden for dydens smalle grønne sti.

- Bæredygtighed er også en indre proces, og man skal ikke fortvivle, hvis man enkelte gange kommer til at gøre nogle ting, som er knap så klimavenlige. Det bæredygtige liv handler ikke om, hvad vi gjorde forkert i går, men hvad vi kan gøre rigtigt i morgen, erklærer Johanne Stenstrup.

Læs Sustain Daily.

Det kommende magasin går i trykken 17. april. Foto: Sustain Daily

 

 

 

 

 

 

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: