SuperBrugsen stormer frem

BUTIKKER – Danmarks største butikskæde har præsteret rekord-vækst og omsætter nu for næsten ti milliarder kroner. Vi er mange steder det eneste alternativ til discount, siger direktøren.

SuperBrugsen er mange steder det eneste alternativ til discountbutikkerne. Det kan være en af grundene til, at Danmarks største supermarkedskæde stik imod alle forudsigelser i år har præsenteret rekord-vækst. Flere kunder, større omsætning og forbedret indtjening er kendsgerningerne for SuperBrugsen efter årets første 8 måneder.

Omsætningen er vokset med 300 millioner kr. til 9,7 milliarder kr. (inkl. moms) Og indtjeningen er forbedret med 25 procent i forhold til sidste år, hvor kæden for alvor kom ind i en positiv udvikling.

Vi gør det modsatte
- Succesen skyldes, at vi gør det modsatte af eksperterne og konkurrenterne, siger kædedirektør Kenneth Pedersen, SuperBrugsen, der har haft jobbet siden 1. juni.

- Vi rendyrker det at være et klassisk, lokalt supermarked. Vores konkurrencesituation har nemlig ændret sig grundlæggende over de seneste 10 år. Hvor vi de fleste steder tidligere havde mindst et købmandsejet supermarked som konkurrent, har vi nu typisk tre-fire discountbutikker, men ingen andre supermarkeder, siger Kenneth Pedersen.

- Derfor har vi forstærket vores indsats på det, som er særligt ved os: Større udvalg (mindst dobbelt så mange fødevarer som i en discountbutik), betjente slagterafdelinger med faguddannede medarbejdere og ikke mindst lokal tilpasning med handlefrihed for vores uddelere, lokale varer og støtte til lokale foreninger. Det kan vi se, at kunderne værdsætter, siger han.

Købmænd vil sælge deres butikker
SuperBrugsen oplever også opbruddet i købmandssektoren, der tidligere var den primære konkurrent, på en anden måde.

- Vi har på det seneste fået en god håndfuld henvendelser fra købmænd, der er interesseret i at sælge deres butikker, og dem kigger vi på i øjeblikket. Samtidig har vi også egne projekter med helt nye SuperBrugser. Så modsat hvad vi forventede for to år siden, så vokser kæden, siger Kenneth Pedersen.

Kæden består af 230 supermarkeder med en samlet årlig omsætning på cirka 15 milliarder kr.

Gennem de seneste to år er 109 butikker blevet moderniseret og omstillet til det såkaldte Koncept 15. I 2015 vil kæden åbne helt nye butikker og fortsætte moderniseringsprogram for yderligere 75 butikker, så de bliver tydeligt, at det er et supermarked, der er overskueligt og behageligt at handle ind i.

Økologi, specialiteter og lokale varer
SuperBrugsen er central i Coops plan for at styrke dansk madkultur og løfte kvaliteten.

- Reelt er vi mange steder det eneste alternativ til discount. Vi vil tage ansvar for, at den gode kvalitet er folkelig, så den bliver tilgængelig for så mange som muligt, uanset om det er delikatesser fra vores egne slagterafdelinger, økologi, specialiteter eller lokale varer, siger Kenneth Pedersen.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: