Sundhedsstyrelsen har solgt sig selv til svinebranchen
KOMMENTAR – Pinagtigt at høre Sundhedsstyrelsens overlæge bagatellisere problemerne med CC398-bakterien, skriver Kjeld Hansen i en kommentar efter gårsdagens tv-dokumentar om den frygtede MRSA-bakterie.
Hvis der opdages farlige smitsomme bakterier på en virksomhed, forventer offentligheden, at sundhedsmyndighederne straks slår alarm.
Vi forventer, at alle ansatte testes uanset ansættelsesforhold, køn eller nationalitet, og at samarbejdspartnere og kunder orienteres, samtidig med at offentligheden advares om risici for smitte ved nærkontakt med virksomheden og dens produkter.
Svinefabrikker udgør en markant undtagelse fra denne procedure. Det kom tydeligt frem i DR1-udsendelsen “Den hemmelige bakterie”, der blev vist mandag aften, den 3. december.
Mest pinagtigt var det at høre Sundhedsstyrelsens overlæge bagatellisere sundhedsproblemerne med den særlige CC398-bakterie, som udsendelsen drejede sig om. Der findes så mange farlige bakterier, mente overlægen, så offentligheden har ingen gavn af at vide, hvor netop CC398-bakterierne florerer.
Hemmeligholdelse er helt åbenlyst styrelsens eneste strategi.
Svin på vej til slagteriet. (Foto: Danish Crown)
Kun svinebranchens egne lobbyister på Axelborg orienteres, når en forurenet svinefabrik opdages, fremgik det af udsendelsen. Her kunne programmet yderligere have tilføjet, at Sundhedsstyrelsen rent faktisk forfølger journalister, der udpeger de smittefarlige virksomheder. Styrelsen truer med bøder og sågar fængsel til alle, der røber navn og adresse på de inficerede virksomheder, og det foregår med den ansvarlige sundhedsminister Astrid Krags accept.
Udsendelsen dokumenterede også, at fødevaremyndighederne i længere tid har haft en liste over inficerede svinefabrikker, men nægter at udlevere den til offentligheden. Selvom myndighederne kender adressen, får de smittefarlige virksomheder lov at ligge uantastet hen og producere endnu flere smittebærende grise.
Hverken FødevareErhverv, Arbejdstilsynet eller Sundhedsstyrelsen har foretaget sig noget som helst for at isolere de farlige bakterier til de ramte virksomheder, fremgik det tydeligt af udsendelsen. Man overlader det til den enkelte fabriksejer eller driftsleder at orientere medarbejdere, tilsynspersoner og kunder om de smittefarlige forhold.
Man kontrollerer heller ikke, om de inficerede virksomheder foretager de lovpligtige afværgeforanstaltninger som f.eks. indretning af specielle baderum, orientering af købere af smågrise, etc. I udsendelsen blev der dokumenteret adskillige eksempler, hvor ejere af inficerede fabrikker hemmeligholdt forholdene overfor deres ansatte, der efterfølgende viste sig at være bærere af CC398.
TV-programmet kunne også afsløre som en nyhed, at spredningen af CC398-bakterierne i dag er ude af kontrol. Hidtil er CC398 kun blevet overført fra svinene til de ansatte på fabrikkerne og deres familier, men nu er det påvist, at bakterien smitter videre fra menneske til menneske ved almindelig kontakt.
Myndighedernes nølen og hemmelighedskræmmeri har medført, at det ikke længere vil være muligt at holde smitten isoleret på et lavt niveau. Ifølge udsendelsen er vi hastigt på vej mod hollandske tilstande, hvor 80 pct. af alle svinefabrikker er inficerede. Det betyder, at personer med tilknytning til svineproduktion skal betragtes som potentielle smittebærere, også længe efter at de har forladt industrien. I Danmark vil det medføre en stigmatisering af omkring 80.000 personer. Implikationerne samfundsøkonomisk og på det menneskelige plan synes helt uoverskuelige.
Her savnede man en oplysning om, at økologiske grise og frilandsgrise i langt mindre omfang er bærere af de farlige bakterier. CC398 er helt klart et problem, der er opstået og trives i de store industribrug.
Ejendommeligt nok er det svinebranchens egne folk, der mest hårdnakket insisterer på hemmeligholdelse af branchens smitteproblemer.
Man vil ikke have en landsdækkende screening af de 4500 fabrikker, og man modsætter sig med næb og kløer, at adresserne på de allerede inficerede virksomheder offentliggøres. Man vil heller ikke acceptere et generelt forbud mod at lade børn besøge svinefabrikker.
Både fødevareminister Mette Gjerskov og sundhedsminister Astrid Krag har hidtil bakket kravene op og modsat sig offentlighed omkring de syge forhold.
Overraskende er det også, at det er Sundhedsstyrelsen, der fører an i kampen mod åbenhed, trods det stigende smittetryk og den voksende risiko for stigmatisering af samtlige personer i branchen.
Styrelsens direktion hævder, at forekomsten af de smitsomme bakterier er at betragte som et privat problem, og at fabrikkerne er omfattet af reglerne for beskyttelse af privatlivets fred. Dette har hidtil været Sundhedsstyrelsens officielle holdning.
Virkeligheden er dog mere uskøn.
I oktober 2008 gennemførte Sundhedsstyrelsen – mod betaling – en CC398-screening af 769 svinefolk på en kongres i Herning. Den afslørede, at tre procent var bærere af de farlige bakterier. Mere kom der ikke ud af den undersøgelse.
Sundhedsstyrelsen havde garanteret svinefolkene absolut anonymitet, fordi deres faglige organisation, Dansk Svineproduktion, havde betalt styrelsen et honorar på 220.000 kr. for eneret til resultaterne. Siden da har svinebranchen krævet – og fået – anonymitet for de smittefarlige virksomheder.
Her har man forklaringen på alt hemmelighedskræmmeriet.
I dag er mindst hver sjette svinefabrik inficeret, men Sundhedsstyrelsen fastholder hårdnakket, at deres beliggenhed ikke må oplyses. For offentligheden, sundhedsvæsenet, arbejdstilsynet og i sidste ende svinefolkene selv er det en uacceptabel strategi. Enhver fornuftig bekæmpelse af en epidemi begynder med at sætte navn på smittesprederne.
• Kjeld Hansen er journalist og gårdejer
