Succes med økologiske tulipaner i Sverige

ØKOLOGI – Caroline Visser fra Holland har stik mod alle forventninger succes med at få økologiske tulipaner til at gro langt oppe i det nordlige Sverige. Nu drømmer hun om at eksportere økologiske tulipanløg til Holland.

Caroline Visser flyttede i 2006 til Norrland i Sverige, hvor hun dyrker økologiske tulipaner i stor stil. Foto: Ib Salomon

Det går ikke.

Den sætning har hollandske Caroline Visser efterhånden hørt en del gange. Hun flyttede i 2006 til Norrland i Sverige, købte et hus ved Sollefteå og besluttede sig blandt andet for at forsøge at dyrke tulipaner.

- Det går ikke, sagde forhandleren i Holland, da hun ringede og bestilte 1000 tulipanløg.

Men det gik. Løgene klarede vinteren, hvor det sagtens kan være 30 graders frost, så det gav hende mod på at købe endnu flere, og nu er bestanden vokset til 90.000.

55 turistbusser og 3.000 besøgende
Det er så mange, at folk kommer kørende langvejs fra, når hun i slutningen af maj og begyndelsen af juni inviterer til Norrlands Tulipanfestival. I år kom der 55 fyldte turistbusser og i alt 3.000 gæster fra en stor del af Nordsverige for med egne øjne at se tulipanerne, der ellers er en sjældenhed i haverne på disse kanter.

Det er også lykkedes Caroline Visser og hendes svenske mand, Hasse at opformere tulipanløg, og det har givet hende en ny, vild idé: Hun vil udbygge produktionen, så svenske løg kan erstatte en del af de 100 millioner tulipanløg Sverige hvert år importerer fra Holland.

Carline Visser dyrker nu 90.000 økologiske tulipaner. Foto: Ib Salomon

Skal dyrkes økologisk
Og Caroline Vissers tulipanløg skal dyrkes økologisk, for ifølge hende bruges der i hollandske tulipangartnerier så mange sprøjtemidler, at hun og hendes hjælpere altid må arbejde med handsker på, når de håndterer hollandske løg, ellers får de allergiske reaktioner.

- Vi er i fuld gang med at teste, hvilke sorter, der kan dyrkes her, og vores plan er at opbygge et center for dyrkning af tulipaner, siger Caroline Visser, der ligefrem mener, at den nordlige beliggenhed er en fordel.

Tåler syv graders frost
Tulipanerne får ingen sygdomme heroppe, måske fordi vinterens hårde frost slår bakterier og virus ihjel. Og selv om hendes tulipaner først blomster omkring 1. juni, så gror de rigtig godt, fordi her er lyst næsten hele døgnet.

- Og de tåler faktisk frost. For nogle år siden fik jeg en stor bestilling fra Sollefteå Kommune, der skulle bruge en masse tulipaner til den svenske nationaldag, den 6. juni. Men om natten blev det syv graders frost, og da jeg stod op, hang de alle med hovedet. Jeg var fortvivlet, men så kom solen, og efter et par timer rettede de sig. Senere fik jeg at vide, at nogle af dem havde stået i vase i to uger uden at visne, fortæller Caroline Visser og røber, at hendes drøm på langt sigt ikke alene er at opbygge en økologisk produktion, men også at eksportere økologiske tulipanløg fra Norrland til Holland.

Ib Salomon er journalist

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: