Strik karklude uden mikroplastik

KOMMENTAR – Der er mikroplastik i de pastelfarvede klude, som mange bruger i køkken og badeværelse. Derfor er det blevet hot at strikke sine egne karklude i bomuld.

Hjemmestrikkede karklude i bomuld fra donation25.

Af Marie Daugaard, stifter af Mad & Miljø

Hvem skulle have troet det? At de pastelfarvede karklude, som har tørret så mange krummer og så meget spildt mælk op fra de danske køkkenborde i den grad skulle komme i fokus i en større miljømæssig sammenhæng?

Mange har nok haft en formodning om, at det ikke er det allermest naturlige at bruge. De er billige, lidt underlige i strukturen, og så får huller, når de er blevet vasket et vist antal gange. Men hvad, krummerne skal jo fjernes.

Men 15. marts sidste år kom noget så dagligdags som karkluden på dagsordenen i DR’s TV-avis. Anledningen var fokus på den plastiksuppe, der har dannet sig i dele af Stillehavet, Atlanterhavet og Det Indiske Ocean.

Lederen af Plastic Change, Henrik Beha Pedersen tonede frem med en af de lyserøde formastelige klude til skræk og advarsel. Omkring 20 procent af kluden består af mikroplast, og formålet var at sætte fokus på, at vi alle i vores dagligdag bidrager til plastiksuppedasen, fordi der findes mikroplastik i et utal af de ting, vi omgiver os med.

Foruden de kulørte karklude er der mikroplastik i skuresvampe, mange produkter til personlig pleje, tøj og meget, meget mere.

Derfor er mange gået i gang med at strikke eller hækle karklude selv. Og det er muligt. Også selvom man som undertegnede ikke er den store håndarbejdshaj.

Det er jo trods alt bare en karklud.

Voldsom effekt
Jeg har sjældent i mit mangeårige virke med miljøprojekter oplevet en enkelt ting få så stor opmærksomhed. Ser og hører alle vegne, at plastikkarkludende er ved at blive skiftet ud.

Jeg ser det tydeligt, når jeg er i vaskekælderen. Antallet af de pastelfarvede klude er blevet mindre og bliver erstattet af bomuldsklude i mange afskygninger.

Tove Færch i gang med at lære en tyrkisk kvinde at hækle.

Donation25
Inge Færch var en af dem, der hurtigt blev opmærksom på sagens potentiale. I august 2015 stiftede hun resolut Donation25 – en gruppe på Facebook, som nu har over 2.500 medlemmer. 70 af dem strikker og hækler i den gode sags tjeneste. Og den gode sags tjeneste er i denne forbindelse dobbelttydig.

For hver plastikkarklud, der erstattes af en af bomuld, skånes miljøet for mikroplast. Men for hver klud, der sælges, går 30 kroner til et velgørende formål, valgt af den, der strikker eller hækler.

Helt igennem et enkelt koncept. Og derfor virkelig genialt og effektfuldt.

Økologisk bomuld
Bomuldsproduktion er dog heller ikke uproblematisk for hverken miljø eller de mennesker, der arbejder med produktion og indfarvning. Som en naturlig videreudvikling af konceptet forhandles der nu også håndlavede karklude i økologisk bomuld.

I mit firma Mad & Miljø, hvor jeg arbejder med mere bæredygtig hverdag, gjorde jeg i december opmærksom på problematikken på min nye Facebookside. Og aldrig er et af mine opslag blevet set, delt og kommenteret så flittigt.

Hvordan kan det være?
Hvordan kan det være? Hvad er det, der gør, at noget så simpelt og dagligdags som karklude på den måde blive en del af en miljøpolitisk dagsorden?

Kan det have noget at gøre med, at mange mere eller mindre har mistet troen på, at det politiske system er rede til at gøre det, der skal til for at regulere forbrug, forurening og nedbrydning af væsentlige naturreserver og værdier? Vi trænger måske til at føle, at vi selv kan være med til at gøre noget?

Vi kan gøre en forskel
Okay, at skifte plastikkarkludene ud med bomuldsklude redder ikke verdenshavene fra plastiksuppen. Der skal andre midler til. Men måske det kan blive symbolet på, at vi alle med vores handlinger kan være med til at gøre en forskel.

For sagen er jo den, at vi fra vi står op, til vi går i seng hver eneste dag foretager valg, der har indvirkning på miljøet. For lur mig, om ikke der snart kommer en ny plastikkarkludegate.

Måske de så anvendelige skuresvampe står for tur næste gang? Venter spændt på erstatningsproduktet.

Link til åben facebook-gruppe: Donation25

Marie Daugaard er ny blogger på OrganicToday.dk og inderhaver af firmaet Mad & Miljø.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: