Stråtage mere brandsikre end antaget

MILJØ – Byggestyrelsen har ændret risikovurdering af brandsikrede stråtag. Nu må der bygges dobbelt så tæt med strå på taget. En landvinding for tækkemændene.

Der er ikke forøget brandrisiko ved moderne stråtage. Her er det en moderne hus med stråtag i Holland. Foto: Stråtagets Kontor

Mange er bange for, at der lettere går ild i et hus med stråtag og vælger derfor andre tagmaterialer, selv om et stråtag kan være både flot og samtidig udmærker sig ved at være både klima- og miljøvenligt.

Men Tækkebranchen tror på bedre tider, fordi man nu kan dokumentere, at der ikke er forøget brandrisiko ved moderne stråtage. Med brandsikring udvikler en brand sig meget langsomt og samtidig brænder disse tækkede tage ikke oftere end andre typer tag.

Nye brandtests har ført til, at Trafik- og Byggestyrelsen nu tillader, at der bygges dobbelt så tæt som hidtil, fordi myndighederne er blevet overbevist om, at brandrisikoen ved brandsikrede stråtage er væsentligt mindre end hidtil antaget. Nu skal der kun være fem meter til skel imod hidtil ti meter.

En landvinding for tækkemændene
- Det er en landvinding for tækkemændene, og vi ser frem til, at dette bæredygtige og klimavenlige tag nu vil vinde større indpas i nybyggeri af både helårs- og sommerhuse, siger Finn Guld, formand for Straatagets Kontor.

På vegne af hele tækkebranchen er det tækkemand Finn Guld, der – i samarbejde med Dansk Byggeri – har udført de brandtests, der har ført til, at bygningsreglementets krav til afstande mellem stråtækte bygninger er halveret.

Efterfølgende har den mest anvendte type brandsikring bestået de samme tests.

Glasfiberdug kan brandsikre
- Det glæder mig, for det vil helt sikkert føre til flere stråtækte sommerhuse, siger entreprenør Finn G. Andreasen, der har opført mere end 500 sommerhuse på den jyske vestkyst, hovedsagelig med stråtag, fordi husene så er lettere at sælge og leje ud.

Den mest benyttede måde at brandsikre et moderne stråtag er ved at lægge en glasfiberdug mellem strå og tagkonstruktion. Denne type brandsikring, Sepatec, er netop blevet godkendt på lige fod med at tække direkte på plader, som er den anden godkendte metode til brandsikring.

Tækkebranchen håber, at det nu vil lykkes at fordoble antallet af tækkede kvadratmeter ved at øge anvendelsen af stråtag på nybyggeri.

- Det er lykkedes at fordoble i Holland, så selvfølgelig lykkes det også herhjemme, siger direktør i Straatagets Kontor, Jørgen Kaarup.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: