Mens titusinder af børn og unge torsdag og fredag igen forlod deres skoler og gik på gaden for at strejke for klimaet i en lang række europæiske byer, udsendte 3.400 belgiske forskere og andre universitetsfolk en støtteerklæring til de strejkende.
»Som forskere og baseret på videnskabelige kendsgerninger erklærer vi: Klimaktivisterne har ret!« hedder det i erklæringen, der har opnået store tilslutning på blot tre dage og er underskrevet af bl.a. fem belgiske universitetsrektorer samt klimaforskeren Jean-Pascal van Ypersele, næstformand for FN’s klimapanel IPCC under udarbejdelsen af panelets femte statusrapport.
Det skriver dagbladet Information lørdag.
»Tiden er inde til omstilling. Og for at kunne omstille alt har vi brug for alle,« skriver akademikerne, der i teksten præsenterer de centrale argumenter for »vidtgående, strukturelle indgreb for hurtigt og drastisk at reducere drivhusgasudledningerne«.
Erklæringen er en markant opbakning til den skolestrejke for klimaet, der i september sidste år blev indledt af den svenske skolepige Greta Thunberg, og som i denne uge har bredt sig til en lang række byer i Europa samt i USA.
Torsdag var over 30.000 unge på gaderne i de tre belgiske byer Bruxelles, Liege og Leuven, og fredag fulgte skolestrejker i Danmark, Sverige, Norge, Finland og på Færøerne samt i bl.a. Tyskland, Schweiz, Frankrig, Italien, England, Irland og Skotland. Også i New York klimastrejkede unge elever fredag, oplyser Information.
LÆS OGSÅ: Unge strejker for klimaet: Vi er en del af noget stort
Ifølge Information forlod omkring 2.000 danske børn og unge skolerne for at demonstrere i 13 byer, heraf halvdelen foran Christiansborg i København.
Vi er nødt til at handle
I Aarhus, hvor OrganicToday.dk dækkede fredagens aktion foran rådhuset, samlede den hidtil største klimastrejke 200-300 studerende og skoleelever, som med kreative slogans forsøgte at vække politikerne til dåd.
For arrangøren af klimastrejken var det en kæmpe forløsning, da hun sidste år for første gang læste om Den Grønne Studenterbevægelse og fandt ud af, at der var mange andre unge, der havde det på samme måde.
»Jeg har tidligere følt en voldsom afmagt over for klimakrisen, som vi står midt i. Men lige pludselig opdagede jeg, at vi faktisk var ret mange i min generation, der havde det på samme måde. Vi er nødt til at handle og i fællesskab være med til at skabe de store samfundsforandringer, som er nødvendige i det næste årti«, sagde Nina Sandal Holm, som havde arrangeret fredagens klimastrejke i Aarhus.
LÆS OGSÅ: Greta Thunbergs tale ved klimatopmødet i Polen