Stort marked for øko-eksport til Tyskland

ØKOLOGI – Der er gode muligheder på det tyske marked for danske økologiske varer. Caféer, restauranter og take-away-markedet omsætter årligt for over 40 milliarder euro, og Landbrug & Fødevarer spår økologi-eksporten til denne sektor en lys fremtid.

Restauranter og caféer i Tyskland er målet for et dansk eksportfremstød for økologiske fødevarer.

350 millioner euro årligt. Så meget skønner foodservice-eksperten Rainer Roehl fra rådgivningsvirksomheden a’verdis, at den samlede omsætning af økologiske fødevarer i den tyske consumer foodservice (forbrug på caféer, restauranter og af take-away mv., red.) sektor udgør.

Den samlede consumer foodservice i Tyskland forventes at stige år for år frem mod 2020, viser en ny analyse fra Landbrug & Fødevarer.

De to ting får Mette Gammicchia, der er afdelingsleder for Afsætning, Ernæring & Markedsudvikling hos Landbrug & Fødevarer, til at se lyst på fremtiden indenfor eksport af dansk økologi til nabolandet i syd.

- Vi ved, at tyskerne skeler meget til, hvad vi har gjort i Danmark, når de tænker økologi i foodservice. Derfor vurderer vi, at der er yderligere potentiale for at øge øko-eksporten til Tyskland, som jo netop er det største eksportmarked for dansk økologi, siger Mette Gammicchia.

Eksportfremstød ændrer fokus
Hidtil har der ellers været fokuseret meget på detailhandlen, når der har været tale om eksport af dansk økologi til Tyskland, der i 2014 var på 820 millioner kroner. Men det skal et stort eksportfremstød ændre på.

Hele 15 danske økologiske producenter, heriblandt Danæg, Friland, Højer Pølser, Thise Mejeri og Skærtoft Mølle mødes i dag med forskellige tyske grossister på et økologifremstød i Hamborg.

- Vi har gennem længere tid bearbejdet det tyske foodservice-marked for økologi, og nu vurderer vi, at der endelig er hul igennem. Derfor vil der på fremstødet være en række oplæg til inspiration fra blandt andre Fødevarestyrelsen, der fortæller om omstillingen til økologi i den danske foodservice-sektor, siger Mette Gammicchia.

Efter videndeling om økologi i henholdsvis den danske og den tyske foodservice-sektor har de 15 danske producenter mulighed for at ’speeddate’ de tyske grossister og fortælle mere om deres produkter.

Fakta om økologisk eksportfremstød

  • På fremstødet deltager Dansk And, Danæg, DAVA Foods, Falengreen, Friland, GASA Odense Frugt Grønt A.m.b.a., Gråsten Fjerkræ A/S, Højer Pølser, JuicOrganic, Original Chia, Orkla Foods Danmark, Skee Is, Skærtoft Mølle, Thise Mejeri og Uhrenholt.
  • Eksakte eksporttal for dansk økologi til Tyskland findes endnu ikke for 2015, men vurderingen fra Landbrug & Fødevarer er, at eksporten har været på omkring 900-950 millioner kroner.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: