Stort forsøg på Livø med glutenfri afgrøder

MAD – Naturstyrelsen indleder en omfattende forsøgsproduktion af økologiske afgrøder uden gluten.

Amarant, også kendt som »inkaernes vidundergryn«' , har været dyrket i Syd- og Mellemamerika siden 5000 år f. Kr. Foto: Naturstyrelsen

Naturstyrelsen indleder en omfattende forsøgsproduktion af økologiske afgrøder uden gluten.

Forsøgsproduktionen begynder på Naturstyrelsens økologiske demonstrationslandbrug på den lille idylliske Livø, der ligger midt i Limfjorden.

Ifølge en undersøgelse fra Odense Universitetshospital får 84 ud af 100.000 børn i Danmark konstateret glutenallergi. Det betyder, at op mod 50.000 danskere hver dag skal gøre sig store anstrengelser for at undgå gluten.

For gluten findes i blandt andet hvede, rug og byg, og dermed er allergikerne afskåret fra at spise en lang række af almindelige fødevarer, som er lavet af korn og mel.

Enormt marked for produkterne

Aurion-bageren Jørn Ussing skal aftage afgrøder fra Livø. Foto: Gustav Bech

Med det storstilede projekt vil Naturstyrelsen nu forsøge at dyrke en række nye afgrøder, som kan erstatte de traditionelle danske kornsorter i en række forskellige fødevarer.

Det sker blandt andet i samarbejde med den økologiske bageri- og møllevirksomhed Aurion og forskere fra KU-LIFE.

- Det anslås, at der er et marked på omkring 200 millioner kroner for glutenfri afgrøder alene i Skandinavien, siger forstfuldmægtig i Naturstyrelsen, Karen Poulsen.

- Vi har et demonstrationslandbrug på Livø, hvor vi er vant til at teste nye afgrøder og dyrkningsmetoder. Når vi laver forsøgene på Livø med 25.000 gæster årligt, vil rigtig mange samtidig kunne se, hvad vi laver og forhåbentlig få interesse for afgrøderne, siger hun.

Succesen kan vokse
Allerede her i april tilsås de første godt 10 hektar glutenfri afgrøder på Livø. Hvis det bliver en succes, vil tre private landmænd i projektet gå i gang med en endnu større produktion.

Der er i alt afsat ni millioner kroner til forsøget. Syv millioner kroner kommer fra Fødevareministeriets tilskudsordning for bæredygtig vækst i fødevareerhvervet (GUDP).

De fleste glutenfri afgrøder dyrkes i dag under varmere himmelstrøg og importeres. Klimaændringerne og sortsudvælgelse har imidlertid gjort det muligt at dyrke eksotiske ting som quinoa og amarant i Danmark.

Målet med projektet er at etablere en bæredygtig dansk produktion. Både dyrkning, forarbejdning og anvendelse skal undersøges i projektet.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: