Stort flertal vil have GMO-mærkning på kød

GMO – Et stort flertal mener, at kød fra dyr, der er blevet fodret med genmodificerede afgrøder, skal mærkes i køledisken. Fire ud af ti tror,  GMO-foder er ulovligt at bruge for danske landmænd.

Forbrugerne vil have tydelig mærkning af kød, æg og mælk fra dyr, der har fået genmodificeret foder. Foto: Colourbox

Et stort flertal mener, at kød fra dyr, der er blevet fodret med genmodificerede afgrøder, skal mærkes i køledisken. Fire ud af ti tror,  GMO-foder er ulovligt at bruge for danske landmænd.

Det fremgår af en undersøgelse, der er lavet af Epinion for DR’s forbrugerprogram Kontant.

Langt det meste kød, vi kan købe i supermarkederne, stammer fra svin og kvæg, der er fodret med genmodificeret afgrøder som soja og majs. Også malkekøerne og høns, der leverer vores mælk, ost og æg, får GMO-foder. Kun de økologiske produkter er helt fri for GMO. De økologiske landmænd har forbud mod at fodre deres dyr med GMO-foder.

77 procent af de 1034 personer, der har deltaget i undersøgelsen for DR, mener, at det bør fremgå af emballagen, hvis kød og andre fødevarer stammer fra GMO-fodrede dyr. 40 procent af de adspurgte tror, det er ulovligt at fodre sine dyr med GMO-foder.

Tror ikke på myndighederne
Johnny Boye Weber er en af de danskere, som i udsendelsen tirsdag aften blev spurgt om deres holdning til genmodificerede fødevarer.

- Altså, jeg har en idé om, at vi selv er en organisme, som er sunde fra fødslen. Det skal vi ikke lave om på, derfor ønsker jeg ikke, at der er nogen, der skal gå ind og ændre på det, siger Johnny Boye Weber.

GMO-afgrøderne er modificeret, så de kan tåle at blive sprøjtet med ukrudtsmidlet Round Up. Selv om myndighederne siger, at det er ganske ufarligt, at dyrene er fodret med GMO-afgrøder vil Johnny Boye Weber meget gerne have et klart signal på emballagen om, at dyrene har fået GMO-foder.

- Fordi jeg tror ikke på det, vi får at vide af myndighederne, siger Johnny Boye Weber i Kontant.

4 ud af 10 tror GMO-foder er ulovligt
Undersøgelsen afslører også, at danskerne faktisk ikke rigtig er klar over om GMO-foder er lovligt. 41 procent tror, det er lovligt, mens 40 procent tror, det er ulovligt. Men det er altså lovligt for danske landmænd at bruge genmodificerede afgrøder som foder til deres køer, grise og kyllinger.

Den altovervejende del af de forbrugere, som Kontant taler med i aften, bryder sig ikke om, at dyrene fodres med GMO-afgrøder.

- Fordi jeg tror, det er noget ukendt noget, man ikke kender nok til. Man kender ikke til, hvilke virkninger, det kommer til at skabe for én i fremtiden, siger Anette Fausbøll i Kontant.

Køb økologisk
Det bedste – og for øjeblikket eneste – råd hvis du være sikker på at undgå indirekte at købe GMO, når du spiser svinekød, oksekød, æg eller mælkeprodukter, er at købe økologiske varer. Eller du kan tage til Sverige, hvor alle landsbrugsvarer – også kød – er produceret uden brugen af GMO foder.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: