Det er ikke hver dag, at man udleverer en elbil til et storkollektiv og potentielt 80 forskellige førere af bilen. Og hvorfor nu det ?
Såmænd fordi Svanholm i forbindelse med Danmarks første fagmesse for grøn og energirigtig vejtransport, der foregik i Øksnehallen, deltog i lodtrækningen om en gratis elbil i en måned. Det var elbilmagasinet GO, der i samarbejde med Renault, udlovede bilen, som altså blev afleveret forleden.
Til at tage imod bilen var to fra kollektivet, Toke Baillie og Volker Orlowski, og begge var begejstret for bilen.
- Vi har faktisk allerede en elbil her i kollektivet – en Renault Fluence – som blev købt brugt. Men den her bil er jo meget anderledes. Så vi glæder os til at teste bilen og ikke mindst få alle vores medbeboere til at prøve at køre elbil, siger Toke Baille.
Hos Renault er man glad for, at det netop blev Svanholm, der vandt bilen i en måned.
- Man kan tale utrolig meget om elbiler. Om hvordan de kører, hvordan den fungerer i hverdagen og, hvorledes den adskiller sig fra andre almindelige biler med benzin eller diesel. Men i bund og grund skal en elbil opleves, siger Søren Hyltoft – pressechef i Renault Danmark.
- Derfor er det fantastisk, at vi ved at udlåne denne Zoe i en måned til beboerne på Svanholm, kan komme i kontakt med så mange på en gang. Og jeg er sikker på, at Zoe vil falde godt til på Svanholm, siger pressechefen.