Danske storkøkkener købte i 2013 økologiske produkter for 981 millioner kroner, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Det er næsten en fordobling i forhold til 2010. Dermed udgør salget af økologi fem procent af den samlede omsætning i den såkaldte foodservice-sektor.
Fremgangen vækker glæde hos Per Kølster, der er formand for Økologisk Landsforening, som tæller både økologiske landmænd, virksomheder og forbrugere blandt sine medlemmer.
- Det er utroligt positivt, at det i stigende grad er økologiske råvarer, der kommer i gryderne og på tallerknerne i landets professionelle køkkener. Det betyder, at mange tusindvis af danskere på deres arbejdspladser, i børnehaven eller plejehjemmet får serveret mad, som er fri for rester af sprøjtegifte, siger han.
- Det er med til at sikre, at vi også i fremtiden har rent drikkevand i hanen, at vi har en rig natur med masser af sommerfugle og insekter, og at økologiske køer, grise og høns har god plads og kommer ud under åben himmel, tilføjer han.
Det er første gang Danmarks Statistik opgør den økologiske omsætning i foodservice-sektoren. Økologisk Landsforening har tidligere lavet hel- og halvårlige opgørelse på baggrund af indberetninger fra de 15 største foodservice-grossister i Danmark, som vurderes at dække cirka 75 procent af markedet. Økologisk Landsforenings estimat for 2013 var 948 mio.
Salget af økologi udgør fem procent af den samlede omsætning af fødevarer i foodservice-branchen. Det er lidt under niveauet for detailhandel, hvor økologiske varer udgør otte procent af omsætningen af alle varer.
Det er især økologiske mejerivarer (41 procent) og kolonialvarer (31 procent) som drikkevarer, mel og gryn, der fyldte mest i landets køkkener i 2013. Frugt og grønt udgjorde 18 procent af omsætningen. Det er de offentlige institutioner og private kantiner, der køber mest økologi.
Målsætninger for øko-bespisning i kommunerne
- Der er blevet søsat en lang række økologiske omlægningsprojekter i kommunernes offentlige køkkener, og 47 kommuner har nu centrale, målsætninger for økologi i den offentlige bespisning. Vi forventer stor vækst i 2014 og 2015. Flere medlemsvirksomheder peger på en fremgang på mindst 15 procent sidste år, siger Rikke Thorøe Grønning, projektleder i Økologisk Landsforening.
Regeringen har en målsætning om, at 60 procent af maden i de offentlige køkkener skal være økologisk i 2020.
- Økologisk omlægning i storkøkkener giver både mere velsmagende, sundere og mere klimavenlige måltider. Omstillingen omfatter, at maden i højere grad laves fra bunden af sæsonens råvarer, at spild reduceres markant samtidig med, at måltiderne indeholder mere grønt og mindre kød. Derfor kan det også lade sig gøre uden at skrue op for budgetterne, siger Rikke Thorøe Grønning.
Sammenlagt udgjorde den offentlige sektors køkkener 41 procent af det økologiske marked til foodservice, svarende til ca. 400 millioner kroner. Den private sektor aftog de resterende 59 procent, svarende til ca. 580 millioner kroner.
Masser af økologi til Copenhagen Food Fair
Storkøkkenernes voksende interesse for øko-varer og Ø-mærkets 25 års jubilæum er baggrunden for, at Copenhagen Food Fair i samarbejde med Økologisk Landsforening i år sætter massivt fokus på økologi til foodservice-messen. Det sker i Bella Center fra den 22. til 24. februar, hvor der deltager mere end 50 økologiske udstillere. Ifølge Økologisk Landsforening er der tale om det hidtil største øko-fremstød.
Mandag 23. februar står hele messen i økologiens tegn på den såkaldte ØKOdag, hvor blandt andet fødevareminister Dan Jørgensen besøger den økologiske fællesstand.