Storkøkkener køber primært dansk øko-mad

ØKOLOGI – Der kommer mere mad fra danske marker på tallerknerne, når offentlige køkkener lægger om til økologi, lyder meldingen fra grossisterne. Dermed aflives en udbredt myte blandt politikere om, at omlægning til økologi i offentlige køkkener skulle føre til øget import.

De økologiske råvarerr i de store gryder kommer primært fra danske marker. Foto: Økologisk Landsforening

Når køkkener i børnehaver, plejehjem eller sygehuse lægger om til økologi, stiger andelen af danske råvarer i maden og importen falder. Det viser et nyt notat fra Økologisk Landsforening.

Notatet tager udgangspunkt i erfaringerne fra tre store grossister, Dansk Cater, Catering Engros og Hørkram, som leverer varer til offentlige køkkener.

De peger samstemmende på, at køkkener importerer færre råvarer fra udlandet og bruger flere varer fra danske marker, når de går i gang med økologisk omlægning.

Årsagen er, at der kommer en større opmærksomhed på varernes oprindelse og et større fokus på at tage udgangspunkt i årstidens danske råvarer.

- Vi har over de sidste par år mærket en stigende interesse for danske, økologiske varer, hvilket har gjort, at vi i vores produktkataloger nu anfører, hvilke varer der er danske, siger Søren Bertelsen, direktør hos Dansk Cater.

Han siger, at virksomheder har udvidet sortimentet af danske øko-varer for at efterkomme den voksende efterspørgsel fra køkkenerne.

Import-myte aflives
I de senere år har der været en stærk stigning i salget af økologiske fødevarer til storkøkkener, som er fordoblet på fire år.

Denne udvikling er blandt andet drevet af en politisk målsætning om 60 procent økologi i landets offentlige køkkener, som hver dag står for 800.000 måltider. 30 kommuner har valgt at gå i gang med at omlægge deres køkkener til økologi.

- Der har i årevis været en udbredt frygt hos nationale og kommunale politikere om, at den økologiske omlægning i de offentlige køkkener fører til øget import. Den myte kan vi nu aflive, siger Per Kølster, formand i Økologisk Landsforening.

- Tværtimod kommer køkken-omlægningen netop de danske økologiske landmænd til gode og får direkte og positive effekter for dansk natur og dansk grundvand, tilføjer han.

Behov for at fastholde støtte
Ifølge Per Kølster slår grossisternes erfaringer fast, at omlægning i de offentlige køkkener er et vigtigt bidrag til at nå målsætningen om en fordobling af det økologiske areal inden 2020.

- Det understreger således behovet for, at den nye regering afsætter ressourcer til at bakke flere kommuner, regioner og statslige institutioner op i en frivillig grøn omstilling af de offentlige køkkener.

- Der er mange fordele ved økologisk køkkenomlægning, der reducerer madspild, skaber sundere og mere klimavenlig mad med mere af sæsonens grønt og mindre kød — alt sammen inden for eksisterende budget, siger Per Kølster.

Otte ud af ti går ind for mere økologi i de offentlige køkkener, viser en undersøgelse, som forskningsenheden MAPP, Aarhus Universitet, har lavet for Fødevarestyrelsen.

83 procent danske varer
Det nye notat fra økologerne viser desuden, at det samlede salg af økologiske fødevarer i Danmark er baseret 83 procent på danske varer. Den direkte importandel for økologiske fødevarer i Danmark er således 17 procent, mod 19 procent for konventionelle fødevarer.

Den direkte importandel er undtaget varer, der importeres og indgår i produktionen af andre fødevarer, som re-eksporteres.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: