Stor opbakning til krav om frie kyster

NATUR – Danmarks Naturfredningsforening kunne forleden aflevere 123.310 underskrifter for frie kyster til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.

At bebygge de danske kyster er muligvis en vindersag for de få, men en tabersag for nationen, mener over 123.000. De mange underskrifter er et kraftigt signal til regeringen om at bevare de frie kyster, siger DN. Foto: Screendump

Danmarks Naturfredningsforening får opbakning fra en stor del af befolkningen i kravet om, at de danske kyster skal holdes frie og ikke plastres til med hoteller, iskiosker og fastfood-restauranter.

Ella Maria Bisschop-Larsen, formand for Danmarks Naturfredningsforening kunne forleden aflevere 123.310 underskrifter fra borgere, der har skrevet under på at bevare strandbeskyttelseslinjen på 300 meter.

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen modtog underskrifterne i sit nye ministerium i København.

Kraftigt signal til regeringen
De mange underskrifter er et kraftigt signal til Folketinget og regeringen om, at man skal værne om den danske kystnatur og de frie danske kyster, siger præsident i Danmarks Naturfredningsforening Ella Maria Bisschop-Larsen.

-Det er fantastisk, at så mange har valgt at skrive under på, at vi skal bevare strandbeskyttelseslinjen og sikre de danske kyster frie og fælles. Det vil jeg gerne sige en stor tak for, siger Ella Maria Bisschop-Larsen.

Gør indtryk
Eva Kjer Hansen takkede ved modtagelsen for alle underskrifter og understregede, at de gjorde indtryk på hende. Hun slog samtidig fast, at der stadig er et regeringsudspil på vej om at ændre i kystbeskyttelsen.

-Jeg vil rigtig gerne have en dialog med Danmarks Naturfredningsforening om, hvordan vi bedst udvikler både på vores danske natur, men også på de muligheder der gør sig gældende i Danmark. Der er man nødt til at se mere åbent på, om vi kan lave nogle flere aktiviteter langs kysterne, sagde Eva Kjer Hansen ifølge DN.

Ministeren fremlægger i begyndelsen af det nye år et lovforslag om, hvad der skal ske med beskyttelsen af kysterne.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: