Stop for dansk støtte til biogas af majs

Danmark bliver alligevel ikke plastret til med endeløse masjmarker, som mange ellers har frygtet. Det forhindrer en ny justering af energiaftalen, som partierne bag energiforliget netop er blevet enige om.

Niels Lund er en af de sønderjyske landmænd, der dyrker majs til det tyske el-marked. Han har selv bygget et biogasanlæg på den anden side af grænsen.

Aftalen forhindrer, at landmændene kan dyrke majs og andre foderafgrøder på store arealer og sælge afgrøderne med fortjeneste udelukkende til energiproduktion.

- Vi er meget tilfredse med, at politikerne nu  i elvte time har lukket hullet, siger Christian Ege, der er sekretariatsleder i Det Økologiske Råd. Rådet har i et høringssvar argumenteret for en mere grøn linie og har også haft kontakt med politikerne for at få dem til at ændre reglerne, så den danske produktion af biogas kan foregå på en bæredygtig måde.

Brug gødning og organis affald

Det Økologiske Råd synes, det er en god idé at fremme produktionen af biogas, men advarer mod at bruge foder og spiselige landbrugsafgrøder til energi.

- Biogas skal produceres på basis af restprodukter, husdyrgødning, og organisk husholdningsaffald fra storkøkkener. Hvis man blot bruger mad og foderafgrøder, bliver produktionen ikke spor klimavenlig, siger Christian Ege.

Med 245 millioner kroner i tilskud til nye biogasanlæg og en klækkelig forhøjelse af afregningsprisen er regeringens enegiforlig fra marts med til at sætte gang i udbygningen af nye biogasanlæg overalt i Danmark.

Endeløse majsmarker i Tyskland

Både i Vestjylland, Sønderjylland og andre steder er nye store biogasanlæg på vej, og skrækscenariet har været, at det meste af Sønderjylland ville blive dækket af endeløse marker med to meter høje majsplanter.

Sådan har det nemlig været i mange år, når man kommer syd for grænsen, hvor tyske landmænd i stor stil er råvareleverandører de mange store biogasanlæg. Også mange danske landmænd, der bor tæt på grænsen, har i årevis produceret majs, der bliver til biogas i Tyskland.

 

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: