Stoltze vil være præsident for DN

NATUR  Biolog Michael Stoltze vil gøre op med ‘gammelmandsvældet’ i Danmarks Naturfredningsforening og stiller op til valget som frontfigur.

Michael Stoltze.

Biolog Michael Stoltze vil udfordre det, han kalder »gammelmandsvældet« i Danmarks Naturfredningsforening og stiller op til valget som foreningens kommende præsident.

Dermed bliver den siddende præsident, Ella Maria Bisschop-Larsen, udfordret af både vicepræsident Poul Hald Mortensen og Stoltze.

- Jeg er meget optaget af samspillet mellem natur og og mennesker. Udviklingen har gjort vold på en del af Danmarks særpræg og poesi. Mang steder er livet på landet blevet ulideligt på grund af landskabsødelæggelser og gylletank.  Det vil jeg gerne gøre en indsats for at rette op på, siger han til OrganicToday.dk.

Stoltze siger også, at han vil gøre op med det ‘gammelmandsvælde’, der ifølge ham truer med at tage overhånd i den over 100 år gamle forening.

Adskillige bøger om dansk natur
Michael Stoltze er kendt som forfatter til adskillige bøger om den danske natur og som foredragsholder. Han er særdeles aktiv i naturdebatten med egen blog og anmelder desuden bøger om emnet i Kristeligt Dagblad.

Stoltze stillede også op til præsidentvalget mod Bisschop-Larsen i 2009. Her fik han dog kun 66 stemmer imod 138 til Bisschop-Larsen.

Repræsentantskabsmødet, hvor valghandlingen skal foregå, afholdes 24.-25. marts.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: