Steen Dissing blev økologisk frontløber

ØKOLOGISK FRONTLØBER – Steen Dissing vandt titlen som økologiske frontløber ved årets økologi-kongres.

Steen Dissing blev årets økologiske frontløber.

Steen Dissing er økologisk mælkeproducent i Brovst i Nordjylland og leverer mælk til det lille innovative økologiske mejeri, Thise Mejeri, der er en af Danmarks mest succesfulde økologiske virksomheder.

Steen Dissing er søn af Inge Lis og Aage Dissing, som var nogle af de første, der i 1970′erne begyndte at dyrke økologisk landbrug uden brug af sprøjtegift eller kunstgødning.

Optimerer på de bløde værdier
- Som andengenerations økolog har Steen fokus på styrkelse af fagligheden i dagligdagen og på at optimere på ‘de bløde værdier’ som en god arbejdsplads for landmanden, høj dyrevelfærd, stabil drift og indtjening på et mindre landbrug, hedder det i begrundelsen. Og videre:

- Han viser, at familiebruget stadig har en plads i det økologiske landbrug. Han beviser, at småt kan være godt, og at man hellere skal ekspandere i viden end i kapacitet og stressniveau.

- Jeg synes jo ikke, det, jeg gør, er specielt innovativt i forhold til de andre nominerede. Men det er da utroligt rart at få den anerkendelse fra andre økologiske landmænd, sagde Steen Dissing, som ikke selv kunne være til stede ved overrækkelsen.

Økologi-kongressen slutter i dag efter to dage med oplæg og diskussioner om økologi og den økologiske fødevareproduktions rolle både på lokalt plan og i det overordnede globale perspektiv

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: