Af Kjeld Hansen, gårdejer og journalist
Julebordets flæskesteg bliver superbillig i år. Danmark og EU er oversvømmet med svinekød, så svinebønderne står til at tabe 180 kroner pr. gris. Det svarer til 18 kroner pr. flæskesteg eller cirka 1 kroner for hver sprød flæskesvær.
Den samlede danske årsproduktion forventes at overstige 31 millioner svin, hvilket er ny rekord. Men hvad hjælper det, når flæskebjerget kun kan afsættes med tab? Problemet er, at de danske og europæiske svineproducenter i en årrække har dækket efterspørgslen ind med 110 procent.
Alligevel pumper den danske regering nye milliarder af tilskudskroner ind i svinebranchen. Siden 2010 er der bygget masser af nye svinefabrikker, men stort set ingen uden tilskud. Høj som lav har haft snablen nede i tilskudskassen, hvor enhver bygherre kan hæve 20 pct. af byggesummen op til 7 millioner kroner i ren støtte. Det spiller ingen rolle, om man sagtens selv kunne betale. Alle svinebønder har ret til dette fede tilskud.
statsstøtte trods overskud på 23 millioner
Den svineproducent, som journalist Anders Agger portrætterede i udsendelsen ’Svinebonde’ på DR i oktober, regnes for en af branchens allerstørste. Han ejer 28 gårde og leverer en årsproduktion på 170.000 slagtesvin. I 2017 præsterede han et rekordregnskab med et overskud på 23 millioner kroner til sig selv. Alligevel modtog han 7 millioner kroner i støtte til en ny stald.
Greverne på det midtsjællandske gods Bregentved var de absolutte topscorere på 2017-listen over svinebranchens kontanthjælpsmodtagere. De driver et af landets største landbrug, og årligt modtager de 6 mio. kr. i ordinær EU-landbrugsstøtte, men i december 2017 scorede de to grever alligevel 28 mio. kr. i ekstra støtte.
Støtten gik til fire kæmpesvinestalde, og fidusen var den, at staldene blev opført som selvstændige anpartsselskaber med hvert sit CVR-nummer. Derfor kunne de to grever oppebære 4 gange 7 mio. kr. Havde de oprettet 10 CVR-numre, kunne de have hævet 70 mio. kr.
Landbruget udleder cirka 20 procent
Landbruget udleder cirka 20 procent af det samlede danske udslip af CO2-ækvivalenter. Det er velkendt, at den ekstremt store kødproduktion er årsagen. Det er næppe heller gået offentlighedens opmærksomhed forbi, at vi har en miljø- og fødevareminister, der frejdigt erklærer, at han elsker bacon. Jakob Ellemann-Jensen ville ikke drømme om at afgiftsbelægge kød. Af hensyn til de fattiges mulighed for at servere spaghetti med billig kødsovs for børnene, siger han.
Det er politik, at ministeren og regeringens klimaplan freder landbruget mod afgifter på kød. Om det er i orden, må vælgerne jo afgøre, men hykleriet og flæskebjergene vokser til nye højder, når samme regering og minister direkte finansierer en øget kødproduktion med milliarder af borgernes skattepenge. Sågar i et samfund med liberal markedsøkonomi.
Velbekomme – og god jul med billig flæskesteg.