Staten kunne stryge gevinsten fra DONG

Goldman Sachs vil købe sig ind i DONG. Hvorfor kan Bjarne Corydon ikke se den samme forretningsmulighed? Foto: Colourbox

DONG – Hvorfor tror finansminister Bjarne Corydon ikke på den forretning, som Goldman Sachs tror på? Uforståeligt, siger fagfolk.

Staten kunne skaffe sig adgang til den fremtidige gevinst, som Goldman Sachs øjner, hvis staten selv optog billige lån til den udvidelse af DONG’s aktiekapital, som man nu vil lade Goldman Sachs om. Uforståeligt, siger fagfolk ifølge Dagbladet Information.

Ifølge den kontroversielle aftale, som fortsat ligger til behandling og godkendelse i Folketingets finansudvalg, skal Goldman Sachs ved at indskyde otte mia. kr. i ny kapital erhverve ejerskab til ca. 19 pct. af aktierne i DONG, som staten i dag har 80 pct. af aktierne i. Samtidig skal pensionskasserne ATP og PFA indskyde henholdsvis 2,2 og 0,8 mia. kroner.

Hvorfor?
Ifølge finansminister Bjarne Corydons (S) aktstykke om salget, skal Goldman Sachs købe de nye aktier via datterselskabet New Energy Investment med adresse i Luxembourg, et selskab der skal rejse milliarderne dels via låntagning, dels via fonde som Goldman Sachs ejer eller administrerer for andre investorer.

- Når nu Goldman Sachs anser det for så forrygende god en forretning at skyde penge i DONG, hvorfor gør den danske stat det så ikke? Hvorfor har staten tilsyneladende en anden vurdering, spørger Wolfgang Mostert ifølge Information.

Han har gennem mange år udført konsulentopgaver for bl.a. Verdensbanken, men har også fulgt DONG Energys udvikling tæt siden fusionen i 2006.

- Det er uden for diskussion, at DONG har behov for kapitaltilførsel. Det skyldes den negative udvikling på det europæiske naturgasmarked, som DONG tidligere har investeret stærkt i, men som er blevet ramt af faldende priser. Det er vel at mærke ikke noget, man kan klandre DONG’s daværende ledelse med Anders Eldrup i spidsen for – alle større europæiske energiforsyningsselskaber er blevet ramt af den udvikling, påpeger Mostert.

Goldman Sachs er ifølge branchefolk især interesseret i de fremtidige indtjeningsmuligheder i DONG’s division for havmølleparker, hvor DONG i dag er markedsførende, og hvor store ekspansionsmuligheder forudses.

Læs artiklen i Information
Hvorfor tror Corydon ikke på den forretning, som Goldman Sachs tror på?

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: