Spar penge og CO2 ved at skrue ned for varmen

ENERGI – Foråret og sommeren er på vej. Begynd derfor allerede nu at skrue langsomt ned for varmen i din bolig, lyder rådet fra forsyningsselskaberne. Det sparer både penge og CO2.

Fremløbstemperaturen er temperaturen på det vand, der løber frem til dine radiatorer fra varmeanlægget. Sænk fremløbstemperaturen i takt med, at det bliver lunere udenfor. Så sparer du både penge og klimaet for CO2.

Forårets lunere temperaturer er på vej. Derfor er det en god idé allerede nu at begynde langsomt at skrue ned for varmen. Ikke kun på dine radiatorer men også på dit varmeanlæg.

Som husejer kan du nemlig skære et markant beløb af din varmeregning, hvis du stiller dit varmeanlæg efter temperaturerne udenfor.

De lunere temperaturer ude betyder, at vi behøver mindre varme på vores radiatorer indenfor. Derfor er der ifølge HOFORs energirådgivere ikke længere grund til, at dit varmeanlæg er indstillet på samme styrke som i de kolde vintermåneder.

Spar penge og CO2
Hvis dit varmeanlæg stadig er indstillet til hård frost, når det milde forårsvejr melder sig, kan du hente betydelige besparelser. På en fyringssæson kan det give en villafamilie omkring 1.500 ekstra kroner at følge lidt med i vejrudsigterne og justere termostaten derefter. Oveni kan du glæde dig over at spare klimaet for overflødig CO2.

- Vi har typisk endnu lidt varme på radiatorerne indtil midten af maj, hvor de fleste lukker helt. Men mens vi for det meste husker at skrue ned for radiatorerne i vores stuer, efterhånden som solen får bedre fat, så glemmer mange af os også at skrue ned på vores fjernvarmeanlæg. Der er nemlig ingen grund til, at vores anlæg her i marts og april giver lige så høj varme som midt på vinteren, fortæller Carsten Nielsen, der er energirådgiver hos forsyningsselskabet HOFOR.

Sådan lukker du langsomt for varmen
Det er altså ikke nok kun at have fat i termostaten på radiatorerne i stuerne. Vil du spare, så det kan mærkes på din varmeregning, så kræver det, at du bruger to minutter på dit fjernvarmeanlæg.

- Brug lidt tid på at blive dus med termostaten på dit fjernvarmeanlæg. Det er godt givet ud. Får du fyringssæsonen igennem stillet din termostat efter vejret udenfor, så kan du hurtigt tjene omkring 1.500 kroner hjem, fortæller Carsten Nielsen og forklarer kort, hvordan du gør:

- Termostaten regulerer temperaturen på det vand, der løber frem til dine radiatorer, og mens du midt om vinteren, hvor frosten har bidt sig fast, har brug for vand, der er 50-65 grader, så har du tidligt på foråret typisk kun brug for 35-45 grader. Når nattefrosten helt har sluppet sit tag som nu, kan du nøjes med 35-40 grader.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: