Dette års CPH:DOX-festival, som foregår i København og slutter på søndag, er et overflødighedshorn af spændende dokumentarfilm, og mange af dem kredser om klima, natur og miljø og udviklingen for vores fælles klode.
Filmfestivalen har i løbet af de sidste seks år udviklet sig fra at være en beskeden lokal filmfestival til i dag at være den tredje største og mest nytænkende festival for dokumenarfilm på verdensplan.
CPH:DOX-festivalen er i år rykket ind i Kunsthal Charlottenborg. Kunsthallen er i den anledning blevet ombygget til et internationalt festivalpalæ med udstillinger, alternative biografformater, debatter, branche-forum og virtual reality.
CPH:DOX vil fortsætte med at vise dokumentarfilm i biografer landet over, men Kunsthal Charlottenborg skal i fremtiden være CPH:DOXs hovedkvarter under hele festivalen.
Med hjælp fra folkene bag filmfestivalen har vi samlet en oversigt med syv spændende og relevante film, der alle handler om klima, natur og miljø.
Thank You for the Rain
Instruktør: Julia Dahr
Over en periode på fem år har den kenyanske landmand og klimaaktivist, Kisilu, brugt sit kamera til at portrættere sin families liv, sin landsby og klimaforandringernes indflydelse på begge. Han har filmet oversvømmelser, tørker og storme på helt nært hold, men de menneskelige omkostninger for hans børn og hans kone bliver også skildret.
Da Kisulus hus bliver ødelagt i en storm, starter han en kommunal bevægelse af landmænd, der vil kæmpe mod det ekstreme vejrs konsekvenser. Kisulu når langt i sin kamp – hele vejen til både Oslo og COP21 i Paris – men jo længere ud Kisulu kommer, jo mere modstand, bureaukrati og arrogance møder han også.
Thank You for the Rain er fortællingen om en ukuelig optimist, der ikke desto mindre får prøvet sine grænser af i kampen for en grønnere verden.
Wild Plants
Instruktør: Nicolas Humber
Urban gardening er blot det seneste skud på stammen i rækken af tegn på, at natur og kultur måske ikke er så adskilte størrelser, som man har lært i skolen – og at der er en sund lyst til at sætte sig ud over et verdenssyn, hvor mennesket er universets centrum.
Fra byhaver i Detroit til en indiansk filosof i South Dakota, og til guerilla gardening i Zürichs pæne forstæder.
Wild Plants ser på forholdet mellem planter og mennesker, og ligesom nogle mennesker er gode til at lytte, er Humperts film opmærksom og nuanceret i sin undersøgelse af det filosofiske potentiale i den florale biologi.
Food Evolution
Instruktør: Scott Hamilton Kennedy
GMO-afgrøder har siden de kom uden for laboratorierne været genstand for en glødende debat verden over.
Er den videnskabelige forandring af afgrøders gener et skridt væk fra hungersnød og fejlernæring eller hensynsløst hasardspil med vores naturlige omgivelser?
Den oscar-nominerede dokumentarfilminstruktør, Scott Hamilton Kennedy, kaster lys over den dybt polariserede debat i hans nyeste film, Food Evolution. Ganske ukonventionelt giver Kennedy GMO-forkæmpere en mulighed for at fortælle, hvorfor GMO bestemt ikke behøver at være en dårlig ting, mens der også er plads til GMO-modstandere, der advokerer for total forbud.
Med en lang række forsker- og ekspertudtalelser bliver det hurtigt tydeligt, at kontroversen omkring GMO i høj grad er baseret på fejlagtig information uden videnskabeligt belæg.
‘Food Evolution’ præsenterer en overbevisende argumentation for de mange muligheder GM-afgrøder kunne åbne op for, hvis man blot anerkendte de videnskabelige resultater på verdensplan.
Let There Be Light
Instruktør: Mila Aung-Thwin & Van Royko
Solen er en ubegrænset kilde til energi, så hvorfor danner vi ikke vores egen sol? Det kan vi faktisk godt – og det hedder fusionsenergi, fysikernes hellige gral.
For modsat dens farlige storebror, fission, efterlader fusionsenergi ikke radioaktivt affald og kan ikke anvendes til atombomber. Det er blot ren, sikker og ubegrænset energi, som ikke kræver mere end et badekar fyldt med vand og batterier fra to computere til at dække en persons energibehov hele livet igennem. Men som også er næsten umulig at skabe – især når forskningen i årtier er blevet begrænset af fiasko, fejlberegninger, svindel og politiske tiltag.
‘Let There Be Light’ er et portræt af dedikerede videnskabsfolk, projektet ITER (det dyreste eksperiment til dato) og en fascinerede fortælling om det potentielt helt store gennembrud, der vil forvandle vores liv for altid.
Spaceship Earth
Instruktør: Kevin McMahon
Medieteoretikeren Marshall McLuhan skulle i 1960′erne have sagt: ‘Der findes ingen passagerer på Rumskibet Jorden. Vi er alle besætningsmedlemmer’.
Et citat, der bliver ledetråden i et filmisk indblik i Jordens miljøhistorie efter 2. verdenskrig. Geologer, antropologer, astrobiologer og Earth System Scientists fra hele verden forholder sig til den moderne civilisation i lyset af dens energikilder, politiske fundament og mulige fremtid.
Et videnskabeligt blik på Jordens udvikling i lyset af Antropocæn-tesen, hvor homo sapiens’ er den dominerende naturkraft.
The Age of Consequences
Instruktør: Jared P. Scott
’The Age of Consequences’ er ’The Hurt Locker’, der møder ’En ubekvem sandhed’ – i dokumentarform.
Filmen er en afslørende og tankevækkende dokumentar, der perspektiverer den nuværende flygtningekrise med et aspekt, der er blevet underprioriteret blandt medierne: klimaforandringer.
Hvordan havde krigen i Syrien mon set ud i dag, hvis landet ikke havde oplevet massiv tørke for 3-4 år siden?
Ama-San
Instruktør: Cláudia Varejão
I over 2000 år har de kvindelige dykkere på den japanske halvø Ise levet af og med havet i en symbiose, som ‘Ama-San’ giver liv i smukke og sensitive billeder.
Hver dag indledes med en beskeden bøn, men om aftenen nyder de aldrende kvinder frugten af dagens hårde, fysiske arbejde når de samles i muntert lag om at tilberede de friske fisk og spise ved langborde.
Ildfluer i natten, det azurblå vand og den forunderlige verden under overfladen fremmaner et nærmest magisk univers af liv i portugisiske Cláudia Varejaos umådeligt smukke film, der nok skal få maverne til at knurre i biografen.