Søren Pape stiller ultimatum om gødning

LANDBRUG – K-formand Søren Pape Poulsen giver regeringen 14 dage til at garantere, at udledningen af kvælstof sænkes i 2017 og 2018. Får støttepartiet ikke sin vilje, vil det forsøge at danne flertal uden om regeringen. Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) afviser at give garantier på forhånd.

Den konservative går nu i direkte clinch med Venstre om natur- og landbrugspolitik. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Slagsmålet i kølvandet på landbrugspakken er langt fra slut endnu. Ifølge Politiko vil den konservative leder Søren Pape Poulsen ikke længere finde sig i at blive trukket rundt i manegen. Han har derfor stillet statsminister Lars Løkke et ultimatum.

- Der har været stillet spørgsmålstegn ved, om vi mente det seriøst, da vi krævede miljøkompenserende tiltag i kølvandet på landbrugspakken. Det gør vi selvfølgelig – og det har vi hele tiden gjort. Nu er tiden kommet til, at der skal skub i processen. Vi tror på, at vi kan finde en løsning med ministeren. Det går vi efter. Men processen skal ikke trækkes mere i langdrag. Det er tid til at handle, skriver Søren Pape Poulsen på facebook.

Grønt flertal uden om regeringen
Hvis ikke hans krav bliver indfriet, vil han gå sammen med oppositionen om at skabe et grønt flertal uden om regeringen. Formålet er at neutralisere landbrugspakkens merudledning af kvælstof.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen og resten af Venstre-regeringen skal senest om knap to uger, fredag den 8. april, give en »garanti« for, at Det Konservative Folkeparti kan få politiske indrømmelser, som resulterer i en lavere udledning af kvælstof i de kommende år.

Indrømmelserne skal falde i forbindelse med de kommende forhandlinger om en såkaldt naturpakke og skal ifølge K-formanden sikre, at der i løbet af 2017 og 2018 samlet set udledes 624 tons mindre kvælstof, skriver Politiko.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: