- Vi har fået et godt indtryk. Det er en fin udstilling. Det er positivt, at der igen sker noget på slottet. Det skaber aktivitet og udvikling, lød vurderingen fra et ægtepar, der kom fra Rødding.
For dem betød det ikke noget, at kun enkelte af de mere end 150 udstillere solgte økologiske produkter, selv om Gram Slot profilerer sig på økologi og bæredygtighed.
- Nej, økologien betyder ikke noget for os, sagde manden, der ikke ville have sit navn nævnt.
Gram Slot betegner weekendens festival som en kæmpe succes.
- Vi har fået meget positive tilbagemeldinger fra både udstillere og mange gæster. Selv om vejret drillede om lørdagen, nåede vi op på over 12.000 besøgende i løbet af de to dage. Det overgik selv vores vildeste forventninger, siger Svend Brodersen, der overtog det gamle kongeslot for knap fem år siden og nu driver det som økologisk kultur- og oplevelsescenter.
Gram Slot inviterede op mod jul sidste år til julemarked, men det er første gang, at slottet afholder en havefestival.
- Men jeg tror godt, jeg tør love, at det ikke bliver sidste gang. Vi har også afholdt en jagtmesse og er ved at gøre klar til en messe om grøn energi. For os er bæredygtig udvikling og økologi et naturligt udgangspunkt for virksomheden, men det er ikke en religion for os. Derfor er der også plads til udstillere, som måske ikke har det helt så højt på dagsordenen, understreger Svend Brodersen.