Mere end 660.000 unge og gamle har i de seneste ti år deltaget i de økologiske køers forårsfest – Økodag. I morgen søndag 13. april springer og danser øko-køerne igen, når de bliver lukket ud på græs efter en vinter i stalden.
Bækkenstoft i Kirke Hyllinge ved Lejre på Sjælland er en af de 70 økologiske gårde, der åbner dørene til Økodag. Og her finder den officielle åbning af arrangementet sted med deltagelse af blandt andet fødevareminister Dan Jørgensen og Økologisk Landsforenings formand, Per Kølster.
Køernes begejstring smitter
- Til Økodag bliver økologi levende og nærværende, og de tusindvis af danskere, som deltager, ser med egne øjne, at de gør en forskel, når de køber øko-mælk. Det er noget af det mest smittende og livsbekræftende, når dørene åbnes til køernes forårsløb. De springer og danser af begejstring over at blive lukket ud på marken i det fri, som er det mest naturlige for dem, siger Per Kølster.
Han understreger, at man som forbruger kan være sikker på at få mælk fra græssende køer, når man vælger økologisk mælk. Alle økologiske køer kommer ud på græs i sommerhalvåret fra april til november. Til sammenligning er det 16 procent af de ikke-økologiske køer, der kommer ud af stalden.
Find en gård i nærheden
- Økodag er en mulighed for forældre og bedsteforældre til at vise deres børn og børnebørn, hvor den økologiske mælk kommer fra. Det er en rigtig hyggelig og sjov dag, hvor hele familien får mulighed for at se, røre, lugte og smage på økologi samt få et førstehåndsindtryk af, hvordan økologiske landmænd driver et landbrug med respekt for dyrene og naturen, siger Birgitte Nygaard, projektleder i Økologisk Landsforening.
Vil du opleve køer, som er helt pjattede af glæde, kan du finde en gård i nærheden af dig på www.økodag.dk, hvor du også kan læse mere om, hvad der sker på de enkelte økologiske gårde. Her kan du desuden stifte bekendtskab med åbningsgården Bækkenstoft i filmene om Økodag med snobberne Fritz og Poul.
De 70 gårde holder åbent mellem kl. 10 og 14 13. april, og stalddørene slås op præcis kl. 12. Økodagen gennemføres af Økologisk Landsforening i samarbejde med de økologiske mejerier Arla, Naturmælk, Thise, Them og Øllingegaard.
Fakta: