Omkring syv procent af bygningerne på Ærø har installeret solceller mod cirka tre procent på landsplan. Øens mange solskinstimer har gjort det attraktivt at få solceller på taget. Og interessen de energibevidste øboer er fortsat stor.
I fremtiden vil man måske se anlæg på størrelse med fodboldbaner, som producerer op til flere megawatt (MW), vurderer direktør Søren Støvring-Hallsson, Ærø Elforsyning.
- Ærø er begunstiget af væsentlig flere solskinstimer end gennemsnittet for Danmark. Det betyder, at solcelleanlæg vil producere mere elektricitet på Ærø end mange andre steder, siger han.
Fire procent af forbruget
Det kommer de mange ærøske husejere, som har sat solceller op på taget eller i haven, til gode. Omkring syv procent af boligejerne på Ærø har installeret solceller mod cirka tre procent på landsplan. I alt har Ærø Elforsyning registeret omkring 250 anlæg på øen. De producerer op mod 1,3 til 1,4 mio. kWh svarende til omkring fire procent af Ærøs elforbrug.
Hvor interessen sidste år primært kom fra private husejere, har interessen med nye afregningsregler ændret sig til større anlæg. Ærø Kommune har netop fået installeret øens hidtil største solcelleanlæg på taget af idrætshallen i Ærøskøbing, Arrebohallen. Det er på 65 kW og fylder 450 m2.
Interesse for større anlæg
Fremtidige solcelleanlæg på øen vil måske blive meget større.
- I takt med de faldende priser på solcelleanlæg, er der en begyndende interesse for at etablere store solcelleanlæg, fra 400 kW og op til flere MW, på Ærø. Disse anlæg vil på lidt længere sigt kunne bidrage markant til produktion af grøn energi på Ærø, siger Søren Støvring-Hallsson.
Udover solceller til elproduktion udnytter Ærø også solens energi til at varme vand til fjernvarmeproduktion ved øens tre fjernvarmeanlæg. Marstal Fjernvarmes solfangeranlæg blev senest udvidet i 2012 til 33.360 m2 svarende til flere fodboldbaner. Det vil fremover dække omkring 50 procent af fjernvarmeforbruget i Marstal og omegn.