Solceller slår ny rekord i Danmark

Elselskaberne kæmper for at følge med. Branchen venter 7.400 nye anlæg i oktober. En femtedel af regeringens ambitioner for 2020 nås i denne måned.

Maskinmester Alexander Laumann (tv) og hans chef Michael Petersen styrer opsætningen af solceller på de kommunale tage i Skive, som er en af pionerkommunerne.

Danske husejere køber solceller som aldrig før. Alene i oktober måned forventes der at komme 7.400 nye solcelleanlæg oveni de 30.000 anlæg, som som allerede producerer strøm. Tendensen ser ikke ud til at aftage, så længe nettomålerordningen kører videre, skriver fagbladet Dansk Energi.

Med regeringens varsel om en ændring i ordningen er tempoet blevet markant højere i de seneste uger. Men det øger også muligheden for forhastede løsninger i et marked, hvor ikke alle virksomheder har samme solide erfaring med opsætning af solceller.

- Lige nu ser det ud til, at godt en femtedel af regeringens ambition på 200 MW i 2020 bliver sat op på de danske hustage alene i oktober måned i år. Vi troede, at solcelleboomet kørte i 6. gear hen over sommeren – men nu er tempoet markant højere, og elselskaberne kæmper for at følge med den eksplosion i salget. Vi har medlemmer, som dagligt modtager flere tilmeldinger af solcelleanlæg, end de gjorde i hele året 2010, fortæller Richard Schalburg, forbrugerekspert i Dansk Energi.

Ny rekord
Ved indgangen til oktober måned var der lige over 30.000 anlæg oppe i Danmark. Alene i oktober måned tyder dugfriske tal fra Energinet.dk på, at der kommer 40 MW produktionskapacitet op svarende til 7.400 nye anlæg af 5,4 kW. Det er et nyt højdepunkt for opsætning af solceller i Danmark.

Men hastværk kan ofte være lastværk. Derfor opfordrer Dansk Energi potentielle solcellekøbere til at være grundige, inden de går i gang. Der er nemlig mange andre forhold end nettomålerordningen, som købere af solceller skal være opmærksomme på. Derfor er det vigtigt, at holde hovedet koldt og rådføre sig godt, selv om det politiske varsel om et snarligt indgreb får mange til at skynde sig.

- Forbrugerne bør vælge installatører, som har solid indsigt i at montere solceller, og samtidig skal de sikre sig, at både solceller og garantiordninger har en ordentlig kvalitet. Det er ikke bare økonomien og den nuværende nettomålerordning, som man skal tænke på. Der er mange andre vigtige forhold, og Dansk Energi lavede derfor i sommers en huskeliste med de vigtigste ting, som bør overvejes, siger Richard Schalburg, Dansk Energi.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: