De nye solcelleregler er nu endelig en realitet. Solcellekøbere er i fuld gang med at gøre, hvad de kan for at sikre sig en plads i den attraktive pulje, der gør det muligt at købe solceller med forhøjet statsstøtte. Prisen på solceller er faldet, siden markedet toppede i 2012, og med de nye regler kan et anlæg til 50.000 kroner generere en indtjening på over 150.000 kroner i anlæggets levetid.
EnergiMidt er blevet kimet ned af danskere, som vil købe solceller og sikre sig plads i puljen. Skal man have en plads i puljen er det med at få en aftale i hus. Ansøgningsrunden åbner midt i marts. Derfor er det med at handle hurtigt, hvis man vil producere sin egen klimavenlige strøm og sælge overskuddet videre til energiselskaberne.
- De første henvendelser tikkede faktisk allerede ind få minutter efter, historien ramte medierne. Siden har vi fået henvendelser fra over 600 danskere, der er interesserede i solceller, og de strømmer fortsat ind. Det er helt tydeligt, at danskerne bare har ventet på det her, siger Jørgen Due Thomsen, forretningschef hos EnergiMidt.
Solceller behøver ikke at være en dyr fornøjelse
Siden 2012, hvor solcellemarkedet var på sit højeste på grund den særligt gunstige afregningsordning, er prisen på solcelleanlæg faldet med 10-15 procent. Samtidig gør den nuværende rentesituation lånevilkårene væsentlig bedre.
I dag kan du faktisk købe det ideelle solcelleanlæg til din bolig til omkring 50.000 kroner. I modsætning til tidligere handler det nu om at købe et anlæg, som passe til dit forbrug. Det betyder, at det typisk er et mindre anlæg, du har brug for, og samtidig er anlæggene faldet i pris.
- Mange tror, det er en dyr fornøjelse at anskaffe sig et solcelleanlæg, men i dag skal du typisk kun finde omkring 50.000 kroner, så kan du sikre dig store besparelser på elregningen de næste 25-30 år. Du kan betragte det at købe solceller som at foretage en engangsbetaling på din elregning. Hvis du ikke køber solceller, ender du alligevel med at bruge pengene på at betale din elregning, forklarer Jørgen Due Thomsen.
Generelt er befolkningen glade for at spare op. Penge i banken giver dog ikke noget nævneværdigt afkast, men bliver tvært imod mindre værd over tid på grund af inflationen.
- Hvis du allerede har pengene stående på kontoen, sikrer et solcelleanlæg dig en langt bedre forrentning, end banken nogensinde vil kunne tilbyde dig. Med de nye regler tjener et solcelleanlæg sig hjem på 10 år, og er derfor en mere fornuftig opsparing end den i banken, lyder det fra Jørgen Due Thomsen, der tilføjer, at et solcelleanlæg genererer en indtjening på over 150.000 kroner i anlæggets levetid.
Det får du ud af at købe solceller under de nye regler
De nye regler for solceller sikrer dig 1,02 kr. pr. kWh, dit solcelleanlæg producerer, som du ikke selv kan bruge. Dette er vel at mærke kun, hvis du kommer med i puljen for 2015. Der åbnes for ansøgning den 16. marts 2015 kl. 10. For at sikre dig en plads skal du have en aftale om køb af solceller klar. Aftalen skal indeholde en erklæring fra leverandøren om, at aftalen kan ophæves, hvis du ikke opnår plads i puljen.
- Det betyder, at du reelt kun har fire-fem uger til at få en aftale i hus, hvis du vil være på den sikre side. Vi har derfor kørt alt i stilling til de her uger, og det er der også behov for med det tryk, vi oplever. Der er ingen tvivl om, at mange har fået øjnene op for solceller efter boomet i 2012. De har bare ventet på, at de nye regler skulle træde i kraft. Der bliver aldrig bedre vilkår for solcelleejere end det her. Når næste års pulje åbner, vil statsstøtten være nedsat til 88 øre, slutter Jørgen Due Thomsen.
Kilde: EnergiMidt