Solcelleparker falder 25 procent i pris

ENERGI – Det store dansk-tyske udbud af solcelleparker bliver langt billigere end ventet, viser den første del af udbuddet. Dermed er solcellerne blevet en stærk konkurrent til de udbredte havvindmøller, siger brancheorganisationen TEKNIQ.

Solceller er faldet voldsomt i pris. Foto: Colourbox

Danske European Energy med hovedkvarter i Søborg har vundet det første, grænseoverskridende europæiske udbud af et solcellekraftværk.

Anlæggene opføres på dansk jord og skal levere strøm til de tyske forbrugere til en pris, der ligger hele 25 procent under, hvad tilsvarende anlæg kostede for bare tre måneder siden – i august i år.

- Det viser, at solceller i Danmark nu kan producere grøn strøm i stærk konkurrence til havvindmøller. Det er godt nyt og viser at det betaler sig at fastholde høje ambitioner i energipolitikken. Det driver en udvikling, der gør det stadigt billigere at gennemføre omstillingen til grøn energi, siger Simon O. Rasmussen, der er underdirektør i  Installatørernes Organisation, TEKNIQ.

De kraftige prisfald, vi ser i år, skyldes først og fremmest, at teknologien udvikles med meget stor hastighed, fortæller han.

- Solcellerne og det materiel, som indgår, bliver hastigt billigere. Samtidig opbygger vi i Danmark stor ekspertise i at projektere, bygge og drive solcelleanlæg. Til sammen fører det til de bemærkelsesværdige prisfald, der opleves for solceller, siger Simon O. Rasmussen.

- Den modning ser vi også for vindmøller – men solcellerne udvikler sig bare hurtigere, blandt andet fordi teknologien er halvlederteknologi baseret på silicium – samme materiale som indgår i computere, siger han.

Den danske virksomhed European Energy vandt det tyske udbud ved at tilbyde at levere solcellestrøm til 5,38 cent/kWh på anlæg, som opstilles i Danmark. Prisen er 25 procent lavere end det seneste, tyske udbud i august, hvor den vindende pris lød på 7,25 cent/kWh.

40 øre pr. kWh
Omregnet svarer European Energys vinderbeløb til 40 øre/kWh – 14 øre lavere end prisen fra august.

Danskerne vandt det tyske udbud i konkurrence med 43 andre virksomheder, heraf 17 danske bud og 26 tyske bud.

Den danske del af udbuddet har deadline 8. september. Afgørelsen forventes offentliggjort den 9. december, og udbuddet ventes mødt af stor interesse fra både dansk og tysk side.

Gennembrud for solcelleteknologi
- Vi håber og forventer, at de danske forbrugere får en aftale, der leverer solcellestrøm til samme, lave priser som de tyske. Det betyder, at vi står med et gennembrud for solcelleteknologien, som betyder, at husstands- og erhvervsanlæg også bliver billigere, fordi produktionspriserne falder i takt med, at efterspørgslen og konkurrencen stiger, siger Simon O. Rasmussen.

Kommer prisen i det danske udbud på niveau med det tyske, bliver solceller reelt den samfundsøkonomisk mest fordelagtige, grønne strøm i Danmark. Kun vindmølleparker på land kan opføres med samme gode økonomi.

- Solen skinner ikke i døgndrift og det blæser ikke altid. Men sol og vind supplerer hinanden godt, og derfor skal energipolitikken fremme begge teknologier, som tilsammen sikrer den mest energi- og omkostningseffektive grønne omstilling. Hverken sol eller vind kan gøre det alene, siger Simon O. Rasmussen.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: