Sol afløser naturgas til fjernvarme

SOL – Solenergi er godt på vej til at afløse naturgassen i de store fjernvarmeværker. Op mod en femtedel af fjernvarmen vil i 2020 komme fra solvarme, spår Dansk Fjernvarme.

Op mod en femtedel af fjernvarmen vil i 2020 komme fra solvarme, spår Dansk Fjernvarme. /Foto: Colourbox

Danske fjernvarmeværker investerer som aldrig før i solenergi. 40 kæmpe-store solvarmeanlæg producerer nu nok til at forsyne over 7.500 almindelige parcelhuse med varme, og flere er på vej.

Ifølge Dansk Fjernvarme er der tale om et boom for solvarme, som i løbet af det kommende år vil vokse til næsten det dobbelte. Over 85 procent, spår Dansk Fjernvarme.

Det luner for pengepungen og hjælper miljøet.

Kan  spare penge og CO2
- Solvarme er grøn energi, som er til rådighed om vi udnytter den eller ej. Ved at bruge denne energi sparer fjernvarmeværkerne udgifter til brændsler og dermed også udledning af CO2, siger afdelingsleder hos Dansk Fjernvarme, John Tang.

Faktisk sikrer de 40 eksisterende anlæg klimaet for mere end end 25.000 ton CO2 årligt. Typisk er det nemlig de naturgasfyrede kraftvarmeværker, som investerer i solvarmeanlæg. Dermed sparer værkerne udgifter til dyr naturgas.

- Vi kan se, at solvarmeanlæggene er så gode investeringer, at de værker, der allerede har et anlæg, udvider for at få mere kapacitet, fortæller John Tang.

Udsigt til fortsat vækst
Det seneste år der sat 11 anlæg i drift og det samlede solfangerareal er gået fra ca. 230.000 m2 til 312.000. indenfor det næste år vokser dette yderligere til over 580.000 m2

Det svarer til en vækst på mere end 85 procent, og intet tyder på, at stigningen flader ud foreløbig.

- Faktisk tror jeg, at vi kommer til at se en vækst, så op mod 20 procent af fjernvarmen fra de decentrale kraftvarmeværker i 2020 vil komme fra solvarme. Det betyder rigtig mange flere anlæg, end vi har i dag, siger John Tang.

God investering
Forklaringen er ifølge ham, at solvarmeanlæg er en rigtig god investering, som sikrer forbrugerne grøn, billig og effektiv fjernvarme uden nogen form for tilskudsordninger, og uden at den enkelte forbruger skal have store beløb op af lommen.

Det er danske virksomheder, som er førende indenfor storskala solvarme, og dermed er det også med til at sikre danske arbejdspladser. Både hos anlægsproducenterne, men også hos de entreprenørselskaber med videre, som står for selve byggeriet af anlæggene.

For øjeblikket arbejdes der på at optimere anlæggene med lagerkapacitet, så sommersol kan gemmes til vinterkulde. Dette arbejde har vist meget positive resultater, fortæller John Tang.

I løbet af få uger vil de to næste anlæg blive sat i drift. Det sker i Toftlund (11.000 m2) og på Sydlangeland (12.500 m2).

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: