Fra 2015 skal søer i nye stalde gå i løsdrift i det staldafsnit, hvor de insemineres. Det betyder, at søerne kommer til at gå frit i 80 pct. af deres produktive liv mod kun halvdelen i dag.
- Danmark har en rigtig stor svineproduktion, og det forpligter. Nu tager vi et kæmpeskridt for søernes velfærd ved at slippe dem løs i langt størstedelen af deres liv, allerede om to år. Samtidig sætter vi penge af til at udvikle nye staldsystemer, så søerne på sigt sættes helt fri, siger fødevareminister Mette Gjerskov.
Skal slippes helt fri
En arbejdsgruppe har konkluderet, at fiksering af søer har betydning for deres velfærd og har derfor anbefalet, at der stilles krav om, at søerne slippes fri i en større del af deres liv. Den anbefaling følges der nu op på med velfærdspakken.
Anbefalingen er desuden, at søerne slippes helt fri på sigt. Men her er der behov for at udvikle nye teknologier. Derfor afsættes der 10 mio. kr. til udviklingsprojekter i både 2013 og 2014, så søerne på sigt også vil kunne gå løse i det staldafsnit, hvor de går omkring fødslen.
Friheden har dog stadig lange udsigter for de søer, der befinder sig i gamle stalde. Her træder de nye regler nemlig først i kraft om mere end 20 år, nemlig fra 2035. Nye stalde, der bliver bygget, skal leve op til kravene fra 2015.
Et vigtigt skridt
- I Enhedslisten har vi i rigtig mange år været optaget af at forbedre dyrevelfærden i den konventionelle svineproduktion. Jeg er rigtig glad for, at vi nu sammen med regeringen tager et vigtigt skridt i den rigtige retning. Både i forhold til løsdrift i alle staldafsnit, men også i forhold til initiativer, der kan standse den rutinemæssige praksis med kastration og halekupering, siger Enhedslistens fødevareordfører Per Clausen.
Som en del af aftalen øremærkes 13 mio. kr. til initiativer, der kan bidrage til at gøre halekupering og kastration overflødige. Pengene kan søges af landmænd, der ønsker at gå forrest og være med til at udvikle nye teknologier.