Et 70 kilometer langt og 1,5 meter højt vildsvinehegn vil formentlig være at finde ved den dansk-tyske grænse efter sommeren. Mandag vedtog et flertal med regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti at stemme forslaget om hegnet igennem i Folketinget.
Det skal hindre vildsvin i at komme til Danmark og dermed sikre den danske svinebestand mod afrikansk svinepest. Det kontroversielle vildsvinehegn kommer til at koste næsten 80 millioner kroner.
- Hvis afrikansk svinepest når til Danmark, må vi regne med, at en eksport på 11 mia. kroner årligt lukker øjeblikkeligt, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen.
- Derfor gør vi alt, hvad vi kan for at forhindre det – bl.a. ved at gå efter vildsvin i Danmark, så vi minimerer risikoen for, at de får afrikansk svinepest. Vildsvinehegnet er med til at forhindre, at der løbende kommer nye vildsvin til Danmark fra Tyskland, siger han.
Før hegnet kan bygges, er det dog vigtigt at undersøge hegnets betydning for dyrelivet i forhold til EU’s naturlovgivning.
Sådan lyder det i et svar fra EU-Kommissionen til Verdensnaturfonden (WWF), som har skrevet til EU’s miljøkommissær, Karmenu Vella. Kommissionen opfordrer til en grundig undersøgelse af hegnets påvirkning af dyrelivet, skriver Ritzau.
Kan påvirke dyrelivet
- Sådan et projekt kan bestemt påvirke dyrelivet i området, herunder arter og Natura 2000-områder, som er beskyttede under EU-naturlovgivningen, skriver EU-Kommissionen i svaret.
Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) skriver i et skriftligt svar, at man vil overholde alle internationale regler på området, når hegnet er vedtaget.
- Når det er vedtaget, kan der efterfølgende gives tilladelse til det. I den proces vil vi naturligvis overholde alle internationale forpligtelser, også på miljø- og naturområdet, skriver ministeren ifølge Ritzau.