De i alt 27 danske småøer rummer mange store oplevelser for de turister, der bevæger sig væk fra fastlandet og ud på øerne.
Dette budskab har Sammenslutningen af Danske Småøer fået støtte fra Landdistriktspuljen til at udbrede ved etableringen af en særlig ø-turisme-ambassadør. Ambassadøren får funktion som en slags fælles turistchef, der skal skabe synlighed om småøerne og holde øje med, hvad der rører sig på turismeområdet.
Ø-turisme-ambassadøren er et af de i alt 20 projekter, der er blevet tildelt støtte fra Landdistriktspuljen. De 20 projekter har fået i alt knap knap fem millioner kroner i støtte, og ministeriet har lagt vægt på at støtte projekter, der har udviklingspotentiale og langsigtet betydning for de danske landdistrikter og småøer.
Støtte til information og landboturisme
Landdistriktsminister Carsten Hansen glæder sig over de mange gode ansøgninger, som ministeriet har modtaget.
- Jeg er glad for at kunne støtte disse spændende projekter, der vidner om stor idérigdom og grundighed i planlægningen. Ved at støtte gode, gennemarbejdede projekter er vi med til at skabe vækst og udvikling i landdistrikterne og på småøerne. Og det glæder mig at se, hvordan udviklingen og projekterne mange steder er drevet af lokale ildsjæle, der virkelig gør en forskel for ude i lokalsamfundene, siger Carsten Hansen.
Udover ø-ambassadøren har ministeriet blandt andet givet tilsagn om støtte til en informationsfilm om landboturisme og en række forsknings- og informationsprojekter, der skal generere og formidle nyttig viden om landdistrikterne.