Havets små vandlopper transporterer kulstof ned på det dybe vand i Nordatlanten i forbindelse med deres vinterdvale. Opdagelsen betyder, at vores forståelse af klodens kulstofkredsløb og havets evne til at optage kulstof, som ellers kan bidrage til klimaforandringer, må revideres.
- Denne aktive transport af kulstof fra atmosfæren ned i havet har ikke været kvantificeret før, men vores beregninger viser, at vi måske kan fordoble det tidligere estimat for Nordatlantens kulstofoptag, siger seniorforsker Sigrun Jonasdottir, DTU Aqua.
Hun har sammen med forskere fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima på Københavns Universitet og University of Strathclyde, Skotland skrevet en videnskabelig artikel om fænomenet, som netop er publiceret i Proceedings of the Academy of Sciences (PNAS).
Vandloppen Calanus finmarchicus er et lille krebsdyr, som lever i hele Nordatlanten, hvor den er vigtig føde for både hvaler, fugle og fisk. Om sommeren, når der er meget at spise, kan den nå at formere sig hurtigere, end den bliver spist, men det er ikke tilfælde om vinteren.
Spiser sig tyk og fed inden vinteren
Formentlig derfor har dyret udviklet en livscyklus, hvor den hvert år spiser sig tyk og fed inden vinteren. Efterfølgende bæres den af strømmen væk fra kysterne og ud midt i Nordatlanten, hvor den svømmer omkring en kilometer ned i dybet. Her går den i dvale og lever af sine fedtreserver, indtil det bliver forår.
Det har man vidst længe. Men man har aldrig før regnet på, hvilken betydning den lange svømmetur og opholdet i dybet har for havets evne til at fjerne kuldioxid fra atmosfæren.
- Fidusen er, at vandloppen er nødt til at svømme så dybt ned i vandsøjlen for at gå i dvale, at den kommer ned i vand, som ikke er i kontakt med atmosfæren. Det betyder, at CO2, der frigives på de dybder ved at vandlopperne forbrænder deres kulstofholdige fedt og respirerer kulstof ud i vandet, ikke bliver udvekslet med atmosfæren. På den måde flytter vandlopperne CO2 væk fra atmosfæren, hvor det kan påvirke klimaet, og dybt ned i havet, hvor det kan blive i op mod tusinde år, forklarer Sigrun Jonasdottir, DTU Aqua.