Seks haller i Herning Kommune har sagt ja til at gå foran i kampen med den kalorietomme mad. Som et alternativ til junkfood vil de servere groft og fedtfattig mad – med fokus på smag og friskere råvarer.
Lind Hallen, Kibæk Krydsfelt, Vildbjerg Sports- og Kulturcenter, Hammerum Hallen, Haderup Kultur- og idrætscenter og Feldborg Hallen sætter i samarbejde med Herning Kommune og Halforum nu fokus på sundhed og trivsel.
Målet er, at børn og unge skal have muligheden for at træffe sundere kostvalg, når de spiser i hallen.
Godt erfaringsgrundlag
- Det er vigtigt, at der er fokus på sundhed i de miljøer, hvor børn og unge færdes. Derfor er det dejligt, at så mange haller har taget projektet til sig. Det er vigtigt, at der er nogen, der tør gå foran og viser vejen.
- Pilothallerne er meget forskellige både hvad angår størrelse og beliggenhed, så det giver os et godt erfaringsgrundlag, siger formand for Kultur- og Fritidsudvalget Johs. Poulsen (R).
Sundere alternativer
Det 2-årige pilotprojekt tager afsæt i kommunens sundheds- og fritidspolitiske målsætninger om at forebygge fedme og livsstilssygdomme. Målet er, at man vil kunne indhøste erfaringer med, hvordan hallerne kan udkonkurrere frituren og tilbyde sundere alternativer.
- Der er mange traditioner forbundet med den mad, vi ser i hallerne i dag, og pilotprojektet er første skridt i retningen af sundere alternativer. Projektet skal være med til at bane vejen for en ny madkultur i vores idrætshaller, siger formand for Forebyggelsesudvalget Christian Bjerre (K).