Slut med buræg i Føtex

BURÆG – Føtex-butikkerne udfaser alle buræg, og i løbet af de næste 18 måneder følger Netto og Bilka efter.

Det er snart slut med at købe buræg i Føtex. Foto: Colourbox

Føtex slutter sig til rækken af supermarkedskæder, som ikke længere vil sælge buræg. Fra 1. september kan kunderne ikke længere finde de billige buræg i Føtex-butikkerne, som er en del af Dansk Supermarked.

Også de øvrige kæder i Dansk Supermarked, Bilka og Netto, udfaser buræggene. Det sker senest ved udgangen af 2017, oplyser Dansk Supermarked.

Forbrugerne vælger i stigende grad andre typer æg. Samtidig vil Dansk Supermarked gerne satse mere på bedre dyrevelfærd og dropper derfor de kontroversielle æg.

- Bedre dyrevelfærd betyder meget for os, og som Danmarks største detailhandelsvirksomhed tager vi ansvar. Vi er klar, og kunderne er klar, siger Jeppe Dahl Jeppesen, ferskvaredirektør i Dansk Supermarked.

Salget af buræg daler
Salget af buræg i Føtex, Bilka og Netto er halveret i løbet af de tre seneste år.

I dag udgør buræg under 25 procent af kædernes samlede æggesalg. Sidste år solgte Dansk Supermarked omkring 100 millioner buræg i Danmark.

 - Det er helt fantastisk. Med en tredjedel af markedet og med en så ambitiøs tidsplan for udfasningen forventer vi, at dette initiativ for alvor vil betyde et stop for salg af buræg i Danmark, siger Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse til Ritzau.

Også de såkaldte skjulte buræg, der indgår i andre fødevarer, skal udfases fra Dansk Supermarkeds egne mærker og egen produktion inden udgangen af 2019.

Irma gik forrest og stoppede allerede for tyve år siden salget af buræg. Kvickly fulgte efter i august 2013, og 6. marts i år meddelte Coop, at både SuperBrugsen, Dagli’ og LokalBrugsen samt Fakta vil udfase buræggene i løbet af de kommende år, så alle butikker senest i 2020 er fri for buræg.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: