Affald fra byer og fabrikker skal omdannes til næringsstoffer, der kan bruges på markerne og give næring til de økologiske afgrøder, foreslår Videncentret for Landbrug.
Ifølge centret kan det være med til at realisere regeringens mål om at fordoble økologiens andel af dansk landbrug i 2020.
- Vi bliver nødt til at se på, hvordan vi kan udnytte affaldsstoffer fra resten af samfundet til økologisk landbrugsproduktion, siger specialkonsulent Margrethe Askegaard, Videncentret for Landbrug, Økologi.
Har ikke andre muligheder
- De økologiske landmænd, der ikke har husdyr og dermed adgang til gødning, har ikke andre muligheder end at importere gødning, hvis ikke deres udbytte fra markerne skal falde. Derfor er der brug for at få næringsstoffer som fosfor og kalium fra andre kilder, hvis der skal sættes skub i den danske økologi, siger hun.
Økologerne har indtil nu anvendt konventionel gødning fra svin og kvæg, fordi der ikke er nok dansk, økologisk gødning til at dyrke de økologiske afgrøder. Men brugen af konventionel gødning i økologi skal neddrosles og udfases, samtidig med at regeringen har meldt ud, at det danske økologiske areal skal fordobles i 2020.
Økologiske biogasanlæg
- Vi skal se på mulighederne for at genanvende næringsstofferne i spildevandsslam, i husholdningsaffald og i affald fra fabrikker på en økologisk acceptabel måde.
- Sideløbende skal vi arbejde på at få gang i etableringen af økologiske biogasanlæg, hvor kilden til næringsstofferne er grøngødning høstet på de økologiske marker og høst fra naturpleje på vores lavtliggende eng-arealer.
- Mulighederne er mange, men det er nødvendigt at se på, hvad der kan lade sig gøre både i forhold til de økologiske regler og i forhold til omkostningerne, siger Margrethe Askegaard.