I dag er det Skovens Dag, og gennem de sidste 30 år er der blevet langt mere statslig skov at fejre. I 1989 vedtog Danmark at fordoble skovarealet over de næste 100 år, og siden er der kommet ny statslig skov til, der tilsammen dækker 11.000 hektar.
En af skovene er Himmerig Skov ved Hinnerup i Østjylland. Her blev de første træer plantet på en mark for 25 år siden. Mens nogle af de første træer nu rækker over ti meter op i vejret, bliver der i dag på Skovens Dag plantet 150.000 nye træer som en del af en udvidelse af skoven, oplyser Miljø- og Fødevareministeriet.
- Jeg tror, jeg deler glæden ved at gå en tur eller dyrke motion i skoven med langt de fleste danskere. De nye statslige skove bliver placeret tæt på byer, så danskerne får bedre muligheder for friluftsliv i grønne omgivelser. Samtidig beskytter de grundvandet og leverer en bæredygtig ressource i form af træ. Derfor er jeg glad for, at kommuner og forsyningsselskaber viser stor interesse for at rejse ny skov sammen med staten, siger Jakob Ellemann-Jensen, der er ny miljø- og fødevareminister.
Hvert år bliver der etableret cirka 200 hektar ny statsskov, hvilket svarer til at plante omkring 600.000 træer årligt. Derudover indgår der lysåbne naturområder som enge og søer i de nye skove.
Har stor værdi
Naturstyrelsen har i dag omkring 30 aktive skovrejsningsprojekter i samarbejde med forskellige kommuner og forsyningsselskaber fordelt over hele landet.
- Vi har både brug for mere skov og for at beskytte naturværdierne i de eksisterende skove bedre. I nye statsskove kommer friluftsliv og beskyttelsen af grundvandet i første række, mens de gamle skove er særligt vigtige for sjældne dyr og planter. Derfor er regeringen også i fuld gang med en historisk udlægning af urørt skov, hvor biodiversitet får førsteprioritet i en femtedel af statens eksisterende skove, siger Jakob Ellemann-Jensen.
De nye statslige skove bliver etableret i samarbejde med lokale kommuner og forsyningsselskaber, som bidrager med mellem 50 og 100 procent af udgiften til køb af arealer.
LÆS OGSÅ: Skovejer fodrer svampe og småkravl med bøgestammer
I år er der også kommet en ny mulighed for, at borgere og virksomheder kan støtte statslig skovrejsning i form af såkaldte folkeskove i samarbejde med organisationen Growing Trees Network Foundation. Donationerne vil være med til at øge de midler, som staten i forvejen har afsat til at rejse ny statsskov. Det betyder, at der kan rejses endnu mere skov fremover.
I dag fejrer miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen Skovens Dag i Jægerborg Hegn. Her vil Naturstyrelsens naturvejleder Jes Aagaard vise rundt i Jægersborg Hegn.
Undervejs vil Jes Aagaard fortælle, hvordan skoven har udviklet sig. Statsskovene vokser med 600.000 træer om året og er med til at beskytte grundvandet og give danskerne frilufts- og naturoplevelser.
Læs mere om dagens arrangementer
Himmerig Skov
Himmerig Skov ved Hinnerup kan i år fejre 25 års fødselsdag. Skoven bliver i år udvidet med 63 hektar, hvor der i år skal plantes godt 150.000 træer. I alt bliver skoven godt 260 hektar stor. Bag udvidelsen står Hinnerup Vandværk, Favrskov Kommune og Naturstyrelsen. En mindre del af skoven etableres som en Folkeskov, hvor træerne doneres med bidrag fra virksomheder og privatpersoner. Der bliver plantet træer i dag på Skovens Dag mellem kl. 14-16 for at markere folkeskoven.
Løvbakke Skov
Løvbakke Skov nord for Herning blev plantet fra 1989 og frem til midten af 1990’erne i et samarbejde mellem Herning Kommune og staten. I tilknytning til den nye skov findes en ældre egeskov eller egekrat med krogede ege, og centralt i skoven ligger Løvbakke Naturcenter, som Herning Kommune driver. Skoven dækker samlet godt 310 hektar, hvoraf staten ejer 185 hektar.
Ringe Skov
De første træer blev plantet i Ringe Skov i 2001, og siden er skoven blevet udvidet, så den nu er i alt 120 hektar stor. I skoven kan man både finde græssende kvæg, en ny grillplads og en hundeskov. I 2018 graves fire nye vandhuller og fritlægges ca. 300 meter beskyttet vandløb i skoven. Skoven etableres i samarbejde med Faaborg-Midt Kommune.
Skævinge Skov
Siden 1999 har Naturstyrelsen været i gang med at etablere Skævinge Skov tæt ved Skævinge og Hillerød i Nordsjælland. Planen er, at skoven på sigt skal blive godt 530 hektar stor, hvor der i dag er plantet træer på 54 hektar. I den nye skov bliver der også etableret lysåbne naturtyper som enge, overdrev og søer eller moser. De besøgende kan allerede gøre brug af en hundeskov, et nyt stisystem og nyde udsigten fra et udsigtssted.
Oksbøl Skov
Oksbøl Skov bliver en ny bynær skov på Nordals. De første træer blev plantet sidste år, og i dette forår skal der plantes 300.000 træer. Skoven vil dække et område på 150 hektar, hvor der er planlagt seks km nye stier og skovveje, hvor man kan færdes til fods, på cykel eller til hest. Oksbøl Skov bliver til i samarbejde med Foreningen Vandsamarbejdet, Sønderborg Kommune og Naturstyrelsen. En del af skoven bliver etableret som folkeskov, og her plantes der træer i morgen den 7. maj.
Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet