Skoleelever får skrald på skoleskemaet

AFFALD – En ny, grøn generation skal være med til at sikre et Danmark uden affald. Miljøministeriets nye undervisningsmateriale Mind the Trash skal hjælpe skoleeleverne på vej.

Eleverne i landets 4.-6. klasser skal lære om affald og ressourcer. Miljøministeriet har lanceret undervisningsmaterialet Mind the Trash.

Kommer dine forældre hjem med en ny fladskærm, bærer de også rundt på en usynlig økologisk rygsæk. Den økologiske rygsæk er vægten af det forbrug, der normalt er skjult for forbrugerne. Til at producere fjernsynet, er der brugt ressourcer som vand, metaller og olie, der tilsammen vejer lige så meget som to biler.

Det er noget af det, eleverne i landets 4.-6. klasser nu skal lære. Miljøminister Kirsten Brosbøl vil nemlig sætte skrald og ressourceforbrug på skoleskemaet med undervisningsmaterialet Mind the Trash, som hun lancerede i går, da hun besøgte 5.V på Gasværksvejens Skole.

- Vi danskere er blandt dem, der producerer mest affald i EU. Vi skal sørge for, at vores børn ikke overtager vores dårlige vaner. De skal uddannes til at blive grønne voksne, der genanvender og genbruger mere og spilder mindre, end vi gør i dag. Derfor lancerer vi nu et nyt undervisningsmateriale, der skal være med til at uddanne en grøn generation, siger Kirsten Brosbøl.

Unge skal have redskaber til at udfordre vanetænkning
Mind the Trash er et initiativ under regeringens ressourcestrategi ”Danmark uden affald”, der blandt andet har et mål om at genanvende dobbelt så meget husholdningsaffald i 2022. I 2011 blev der i Danmark i alt produceret ni millioner ton affald – heraf næsten 2,5 millioner ton alene fra husholdningerne.

- Det er i høj grad, mens vi er unge, at vi former vores opfattelse af, hvad der naturlig adfærd og måder at løse problemer på. siger miljøministeren.

- Vi har i alt for lang tid set på affald, som noget, der bare skal brændes af. Vi skal alle sammen lære at se på affaldet på en ny måde og få øje på ressourcerne i det. Tag bare den tomme leverpostejsbakke, der er tilbage, når madpakken er smurt. I 106 af dem er der nok aluminium til en ny computer, siger Kirsten Brosbøl.

Mind the Trash behandler hele ressourcekredsløbet og indeholder otte undervisningsforløb. Materialet er tilpasset krav i den nye skolereform – og er både gratis og nemt at bruge. Det er tilgængeligt på www.mindthetrash.dk.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: