Skibsfarten slipper afsted med at forurene

LUFTFORURENING – Den internationale skibsfart er ansvarlig for en støt stigende del af luftforureningen og bidrager samtidig til udledningen af de drivhusgasser, der giver klimaforandringer. Det viser en ny rapport fra Det Europæiske Miljøagentur (EEA).

Forureningen fra de store containerskibe er steget betydeligt de sidste to årtier. (Foto: Colourbox)

Ifølge rapporten er forureningen fra skibene steget betydeligt i de sidste to årtier, og Det Europæiske Miljøagentur gør opmærksom på, at det påvirker luftkvaliteten i mange områder. Især omkring havne og sejlruter med megen trafik.

I sammenligningen med andre sektorer er skibsfarten et af de mest uregulerede områder, når det gælder luftforurening. Det er dog lykkedes EU at komme igennem med strengere regler for blandt andet svovlindholdet i bunkerolie. Her er EU nu foran de internationale regler på områder.

Fritaget fra miljøregulering
- Det er grotesk, at kæmpe store containerskibe, der sejler tæt forbi millionbyerne i Europa, i så mange år har været næsten fritaget for miljøregulering i modsætning til næsten alle andre brancher, siger seniorrådgiver Kåre Press-Kristensen fra Det Økologiske Råd.

Forureningen fra skibsfarten forårsager næsten 50.000 for tidlige dødsfald årligt i Europa og næsten 30 millioner luftvejslidelser. Luftforureningen øger også antallet af hjertekarsygdomme og er skyld i forsuring.

- Og det til trods for at de tekniske løsninger til røggasrensning har været kendt i årtier. Selv med den nuværende miljøregulering vil skibenes forurening med kvælstofoxider og CO2 fortsætte med at stige pga. øget skibsfart,  siger Kåre Press-Kristensen.

Fire gange så høje priser
- De nuværende priser på bunkerolie skulle være fire gange så høje, hvis rederne skulle betale for sundhedseffekterne. Men det gør de forsat ikke. Det er derfor forureningen fra skibsfart er så stor, understreger han.

I nogle områder kan skibssejlads bidrage med op til 20-30 procent af den lokale koncentration af fine partikler (PM2.5).  Omkring nogle travle havne og sejlrender er skibene ansvarlige for 80 procent af forureningen med kvælstofoxider (NOx) og svovldioxid (SO2).

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: