Skattepenge til Københavns modeuge

DYREVELFÆRD – Dyreværnsorganisationen Anima opfordrer nu sammen med over 10.000 borgere Københavns Kommune om at stoppe millionstøtte til modeugen, så længe der er pels på podiet.

Over 10.000 har skrevet under på en protest mod millionstøtten til modeugen. Foto: Anima

1,1 million kroner om året. Så mange skattekroner går der hvert år til Copenhagen Fashion Week (CFW) fra Københavns Kommune. Det viser en aktindsigt, som Anima er kommet i besiddelse af.

Det fremgår desuden at CFW ønsker beløbet hævet til 2 mio kr årligt, og at Rådhuset i København gives gratis til arrangøren under de to årlige modeuger.

Normalt koster det 100.000 kroner pr dag at leje Rådhuset. Samtidig promoverer arrangøren helt ukritisk pels til arrangementet, til trods for de velkendte problemer med dyrevelfærd i branchen.

Anima har nu sendt brev til alle medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation for at få stoppet denne støtte.

Lever i et bur på kun een kvadratmeter
Ifølge Anima indespærres en ræv på en på kun een kvadratmeter under forhold, der fremkalder intens stress og frygt hos dyret. Aflivningen foregår ved, at ræven får strøm fra mund til anus, indtil den dør af hjertestop.

- Det kan simpelthen ikke være rigtigt at skatteborgerne tvinges til at finansiere et arrangement, der glorificerer og blåstempler den slags dyremishandling, mener Joh Vinding, direktør i Anima.

Copenhagen Fashion Week støttes i øvrigt af store virksomheder som bl.a. Kopenhagen Fur og ECCO, som har midler nok til at finansiere arrangementet uden offentlige støttekroner.

- Det er besynderligt at kommunen poster millioner i et prestige-projekt for modebranchen. Det er i mine øjne både unødvendig og urimelig erhversstøtte, mener Joh Vinding.

Anima har siden søndag aften kørt en underskriftindsamling for at få stoppet strømmen af skattepenge til modeugen, så længe der er pels på podiet. Alene det første døgn var der over 10.000 der skrev under.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: